På trods af et nyt system til at referere, så får folketingspolitikerne deres pinlige tavsheder for sig selv.
Folketinget har ellers fået et system udviklet af Philips, der kan genkende stemmer. Det er dog ikke meningen, at systemet skal kunne genkende alle 179 folketingsmedlemmer. Det er derimod udvalgte referenter, der vil sige det samme, som folketingsmedlemmet ti minutter inden har sagt i folketingssalen. En maskine vil så automatisk nedfælde det på skrift. I referatet vil man dog ikke høre politikeren sige »øh« eller andet miskmaks som kunne komme ud af politikernes mund fra talerstolen.
At det ikke er politikernes egne udtalelser, der nedfældes på skrift, skyldes, at systemet skal trænes til at genkende stemmerne. Så i første omgang er det udvalgte referenter, der betjener systemet.
Til gengæld kan systemet genkende 97 procent af alle ord - procenten kommer dog an på, hvad debatten handler om. Hvis det er en EU-debat spækket med fremmedord, vil genkendelsesprocenten blive lavere.
Men alt i alt vil det nye system, som bygger på teknologi fra Philips, men er udviklet og distribueret af Sirius IT, gøre arbejdsgangen meget lettere på længere sigt.
Det betyder, at interesserede borgere blot tre timer efter debatter kan læse de folkevalgtes ordvalg på internettet. Altså bortset fra politikernes eventuelle pinlige pauser.