Intel er klar med sit hidtil største fremstød på markedet for forbrugerelektronik. Den nye "Pocket Concert Audio Player" er på størrelse med en kortæske og leveres med 128 MB Flash-hukommelse. Det rækker til fire timers musik i MP3-format.
Den nye mobile MP3-afspiller bliver officielt præsenteret på "Consumer Electronics Show" i Las Vegas i den kommende weekend, men allerede nu kan man få et smugkig på det nye apparat på Intel's websted.
Foruden afspilning af MP3-filer kan "Pocket Concert" også bruges som digital FM-radiomodtager. Den sælges inklusive et USB-kabel.
Intel sælger også ekstra-tilbehør, som forbinder afspilleren med stereoanlægget i hjemmet eller bilen.
Prisen for "Pocket Concert" er 299 dollars. Udvidelsespakken koster 59 dollars.
Intel vil også præsentere et nyt trådløst "WebTablet" og et "ChatPad" til e-mail og instant messaging på messen i Las Vegas.
(Kilde: Futurezone)