Efterspørgslen på det nye styresystem Windows 7 er kommet bag på Microsoft Danmark, skriver selskabet entusiastisk i en pressemeddelese.
Det er særligt opgraderingspakken Windows 7 Home Premium, som de danske pc-brugere efterspørger. Men også pc-producenterne melder om stormløb på verdens mest benyttede styresystem. Microsoft i Danmark har allerede bestilt flere versioner af Windows 7. De forventes at lande i butikkerne senere i denne uge.
Også hos pc-producenterne mærkes efterspørgslen:
”Der er en helt anderledes optimisme blandt kunderne, som vi ikke har oplevet ved tidligere lanceringer af et styresystem. Som resultat af den store efterspørgsel har vi i HP derfor gjort det muligt at levere samtlige af vores pc’ere med Windows 7,” siger Sune Nielsen, marketingmanager for HP.
40.000 danskere deltog ifølge Microsoft i testfasen af Windows 7.