Microsofts topboss Steve Ballmer vil ikke nøjes med, at virksomhedens danskbaserede division kan fremvise tre gange større vækst end konkurrenterne.
For fem år siden kastede Microsoft sig ind på markedet på salg af forretnings- og økonomisystemer og lagde 11 milliarder kroner på bordet for opkøbet af danske Navision.
Da Microsofts topchef Steve Ballmer gæstede Danmark i fredags lod han vide, at han langt fra er tilfreds med sin danskbaserede division, på trods af en virksomhedsvækst, som ifølge topchefens vurdering er tre gange større end markedsvæksten.
»Jeg vil have os til at vinde nye kunder. Vi skal også have vores omsætning til at vokse, og vores profit og vores kundetilfredshed skal være i top. Samtidig skal vi ses som mest innovativ, og på alle de dimensioner gør vi det ret godt. Men det gennembrud, vi søger - for vi søger stadig efter gennembrud, selv om vi gør det ret godt - lader stadig vente på sig,« siger Steve Ballmer til Børsen.