It-avisen ComON har fået en lillebror med spræl i støvlerne. ncom publications, der står bag ComON, har købt fodboldmagasinet Forza med virkning fra den 17. januar 2005.
Forza måtte lukke i starten af året, men er nu tilbage på banen sammen med ncoms øvrige magasiner, der foruden ComON blandt andet tæller gadgetmagasinet GEAR, it-forhandlerbladet CRN, samt netmagasinet Mediamac.
»Aldrig før har der været så meget fokus på dansk og udenlandsk fodbold. Den situation vil vi bruge til at skabe en moderne og vedkommende fodboldavis. Vi tror på, at Danmark har brug for mere end én fodboldavis, og derfor forventer vi, at FORZA er på gaden allerede d. 28. januar 2005, hvor FORZAs abonnenter og løsbladskunder igen kan læse avisen. For at give FORZAs abonnenter en god behandling, har vi besluttet at give FORZA til alle nuværende abonnenter i en ekstra måned uden beregning,« udtaler administrerende direktør Carsten Bank-Mikkelsen fra ncom.