Nintendo-koncernen ambitiøse satellit-projekt, der skulle sende videospil over parabol til husholdninger i hele verden, bliver alligevel ikke realiseret, fortæller koncernen. Planen var ellers, at den japanske BS-4 satellit, der skal sendes op i år 2000, skulle benyttes som bærekanal for datasignaler, hvormed underholdningskoncernen ville transmittere digital musik, videospil og andre elektroniske data til abonnenter med særlige dekodere. Nintendo fortæller, at samarbejdsproblemer med satellit-firmaet St. Giga. har ført til projektets afslutning. Nintento ejer 19 pct. af firmaet, men stridigheder med ledelsen betyder, at alle satellit-planer nu er droppet.