En måned efter, at Zepto-direktør Lasse Frost over for CRN.dk lovede bod og bedring, er der stadig ikke styr på levering og reparationstider hos den højtprofilerede pc-producent.
Thomas Busk er Zepto-kunde og fortæller til CRN, at han nu på anden måned venter på at få leveret et pc-batteri og en strømforsyning, som manglede da varen oprindeligt blev leveret. Zepto henviste dengang til, at de rigtige dele var i restordre.
For cirka 14 dage siden rykkede Thomas Busk for de manglende dele, men fik endnu engang kun svar i form af automatiske e-mails, hvor Zepto lover svar inden for et par dage, men at firmaet i øvrigt har travlt med at ekspedere ordrer og reparationer.
»De skriver, at jeg bare kan ringe hvis det haster, og det har jeg da også prøvet, men jeg opgav at komme igennem efter at have ventet i 20 minutter i deres telefonkø,« siger Thomas Busk.
Zepto-direktør Lasse Frost opholder sig for tiden i Spanien, og henviser derfor til underdirektør Morten Kjærsgaard, som over for CRN.dk afviser, at der skulle være problemer med leverings- og reparationstider.
»Jeg synes, vi er rimeligt godt med. Men der er ingen tvivl om, at der stadig er kunder, der venter. Ifølge vores egne udtræk får mellem 80 og 85 procent af vores kunder leveret deres ordrer på nye produkter inden for fem dage, og for reparationer er ventetiden 12-15 dage i gennemsnit,« siger Morten Kjærsgaard, som understreger, at Zepto er lagerførende i alle reservedele.