Et flertal udenom regeringen vil give Bendt Bendtsen mandat til at anbefale åbne standarder til et fælleseuropæisk toldsystem. Politikerne frygter, at man ender med systemer, der ikke kan snakke sammen. De danske erfaringer med kommunesammenlægningerne og Arbejdsformidlingens katastrofale Amanda-system spøger i kulissen.
Det fælleseuropæiske e-toldsystem skal give mulighed for, at alle 27 EU-landes nationale toldsystemer kan snakke sammen. Her presser et flertal udenom regeringen på, for at systemet bliver baseret på åbne standarder, og som minimum ikke er overladt til en enkelt leverandør.
I følge EUs forslag skal hvert land udvikle et nationalt e-toldsystem, som skal kunne integreres i et fælleseuropæisk system. Hensigten er, at tolderne i Padborg kan følge med i, hvad der sker i Hamborg eller London.