I en stort anlagt reklamekampagne har Farshad Kholghi og Signe Svendsen forberedt os på, at der kan gå lidt tid, før tingene i de nye kommuner falder på plads. Således forholder det sig tilsyneladende også med den digitale kommunikation.
I øjeblikket oplyser hver 10. kommune en forkert email-adresse på sin hjemmeside. Det resultat er avisen Urban nået frem til ved at teste de nye kommuners email-adresser.
»Selvfølgelig skal kommunernes email-adresser fungere. Der er bestemt plads til forbedringer, og det er jeg sikker på kommer. Jeg tror ikke, der går så lang tid, før det er plads, for emailen er et stadig stærkere kommunikationsredskab,« siger kommunaldirektør i Hedensted, Jesper Thyrring Møller, til avisen.