Fujitsu har udviklet en ny teknologi, der skal presse mere data ned på små 2,5 tommer harddiske, der benyttes i bærbare computere. I øjeblikket kan de små harddiske indeholde omkring 30 GB data per plade, men med den nye teknologi vil kapaciteten være seksdoblet til 180 GB per plade inden for de næste fire år, hævder Fujitsu.
Selskabet opnår den øgede kapacitet ved at ændre hældningen på det hoved der læser og skriver data på disken. Dermed bliver hovedet mere sensibelt overfor data. Det betyder ifølge firmaet, at data kan skrives (og læses) med langt større tæthed end med nuværende teknologi.
Elektronikgiganten fortæller, at de med tiden forventer at kunne lave 2,5 tommer diske med en kapacitet på op til 360 GB. Det svarer til, at disken vil kunne indeholde 76 spillefilm i dvd-kvalitet.
Fujitsu vil også forsøge at få den nye teknologi i harddisk-baserede konsumentprodukter som spillekonsoller og videokameraer.