It-studerende er blandt de mest erhvervsaktive studerende. Det viser en undersøgelse fra Universum Graduate Survey blandt 6000 studerende, hvor omkring 100 studerende fra IT-Universitetet deltog.
Mens kun 38 procent af de øvrige studerende havde et studierelevant deltidsjob, så er tallet for de it-studerende hele 58 procent.
Herudover har hele 30 procent haft fuldtidsbeskæftigelse inden for deres studiefelt. Det har kun 13 procent af de øvrige studerende.
"Mange gør sig konkrete erfaringer og prøver sig selv af på arbejdsmarkedet allerede i studietiden," fortæller leder af erhvervs- og studievejledningen på IT-Universitetet i København, Rebecca Foss.
"Studerende ansættes både i it-branchen og i it-stillinger i andre brancher, hvor studiejobbet ofte baner vejen til det første job," fortæller hun.
Undersøgelsen fra Universum viser desuden, at it-studerende drømmer om høj løn og balance i arbejdslivet. Lego, Bang & Olufsen og NNIT står øverst på listen over virksomheder, som it-studerende fra IT-Universitetet drømmer om at blive ansat i.