Den såkaldte sunrise-periode for det nye internet-topdomæne .eu startede i dag kl. 11.00. Alene i de første 15 minutter er der modtaget mere end 40.000 ansøgninger om domænenavne - 45 i sekundet - der er sendt gennem 800 domænefirmaer i de 25 EU-lande. Det fortæller EURid, der har ansvaret for det nye domæne.
Sunrise-perioden starter i dag og løber frem til den 7. april. I denne periode har indehavere af varemærker og offentlige institutioner mulighed for at søge om domænenavne efter først-til-mølle-princippet.
De overordnede regler om forhåndsregistrering er fastsat af EU-Kommissionen og skal forhindre at domænepirater sætter sig på de mest attraktive navne og efterfølgende forsøger at afpresse virksomheder, kommuner eller organisationer til at betale høje beløb for at udlevere deres domænenavne.
Den 7. april 2006 kl. 11.00 starter så den såkaldte land rush, hvor alle har fri mulighed for at registrere domænenavne under .eu.