Google kræver, at brugerne skal have mulighed for at vælge browser hver gang Windows startes. Dette kommer som en reaktion på Microsofts udmelding om, at brugerne får mulighed for at deaktivere Internet Explorer 8 og en række andre ekstraprogrammer i Windows 7. Det bliver anset som en indrømmelse overfor EU-Kommissionen i den aktuelle monopolsag.
Men hverken browserfirmaet Opera eller Google, der er relativ ny på dette marked med sin Chrome browser, er tilfredse. Opera ønsker at Windows skal leveres helt uden browser, og så skal brugerne kunne vælge - f.eks. i en grafisk menu - om de ønsker at installere IE, Firefox, Opera, Chrome, Safari eller en helt anden browser.
En talsmand for Google tilslutter sig dette krav i et interview med Betanews og tilføjer at brugerne bør have mulighed for at vælge browser efter hver Windows-start.
»Brugerne bør have adgang til et udvalg af browsere nemt og hurtigt i det øjeblik computeren startes,« siger talsmanden.
Opera mener at EU-Kommissionen bør lægge pres på Microsoft for at indbygget en mekanisme i Windows, hvor brugerne frit kan vælge browser.