Bill Gates pointerer i et interview til den canadiske avis, IT Business, at ofre for virus og andre internet-plager ikke er gode nok til at beskytte sårbare pc'er og netværk.
Budskabet var også centralt på en pressekonference i Berlin for nogle uger siden, hvor Gates pointerede, at også brugerne er ansvarlige for at beskytte deres systemer.
Ifølge Gates er perfekt kode ikke svaret på, hvordan sikkerhedsproblemer løses. Derimod er firewalls og opdatering af software de væsentligste aspekter for at højne IT-sikkerhedsniveauet.
De problemer, som i år har plaget brugere med Microsoft-produkter, ville ikke være forekommet, hvis brugerne havde sørget for at installere og opdatere softwaren efter foreskrifterne.
Microsoft har altid haft sikkerhedsopdateringer ude, før sårbarhederne er blevet udnyttet, pointerede Gates.
Endvidere forsvarede Bill Gates Microsofts produkter og sagde at de er mindre sårbare end alle former for Unix og Linux, som ifølge Gates har langt flere sårbarheder.
Ifølge Gates udnyttes de ikke til spredning af virus i lige så høj grad som Microsoft-produkter, fordi de ikke er lige så udbredte.