Unbelievable.dk ligger som den billigste forhandler på en lang række Garmin Gps-er på edbpriser.dk. Forhandlerens direktør, portugisiske Duard Brager, hævder at de billige priser skyldes, at virksomheden får betydelige rabatter, fordi selskabet køber store partier og sælger over verden.
Der er dog også en anden grund. Unbelievable.dk er i virkeligheden et portugisisk selskab, som sælger med den portugisiske moms i Danmark: Den er på 21 procent mod de 25 procent som danske forhandlere skal betale.
»Det er fuldt ud lovligt, fordi transporten betales af forbrugeren,« hævder den portugisiske Duard Brager.
Den påstand holder dog ikke vand ifølge Skat.
»Det lyder ikke som om, alt foregår som det skal. Hovedreglen er, at fjernsalg til private i andre EU-lande skal ske med dansk moms,« forklarer Lars Rendboe, der er chefkonsulent hos Skat.
Lars Rendboe mener ikke, at det har nogen betydning, at kunden selv betaler for transporten. Hvis Unbelievable.dk er involveret i forsendelsen, så skal selskabet også betale dansk moms. Da netbutikken står for at sende varerne er der ingen tvivl om den sag.
Ifølge Duard Brager er Danmark et virkelig godt marked for virksomheden. Unbelievable.dk regner med at tjene i nærheden to millioner euro i 2006 i de otte lande, hvor virksomheden er tilstede. Deraf vil lidt under halvdelen stamme fra det danske marked.
Det placerer virksomheden langt over den bagatelgrænsen, der findes i lovgivningen. Kort fortalt kan virksomheder, der omsætter for under 280.000 kroner lade være med at betale dnask moms.
Hos edbpriser.dk kender portalansvarlig Lau Dybbro godt Unbelievable.dk
»De er en af nogle få selskaber, som vi er ved at tjekke op på, for at være sikre på, at de følger lovgivningen,« siger Lau Dybbro.