Endnu et it-selskab er føjet til listen over besiddelser i JMI Invest. Det er webfirmaet Skandiaweb, der ifølge Erhvervsbladet har været i pengemangel siden sidste år.
Skandiaweb har efter fejlslagne satsninger i Tyskland og Sverige i dag kun kontorer i København og Århus. Firmaet beskæftiger 30 medarbejdere.
Samtidigt med overtagelsen har JMI indsat en ny direktør i Skandiaweb, nemlig Christian Samsø.
»Skandiaweb har fanget en af de afgørende trends på software-område - nemlig at software leveres som en service, hvor alle brugere trækker deres it-ydelser via en internetserver. Og vi ser nogle rigtig gode muligheder for at kunne udvikle produkter og skabe synergimuligheder med andre virksomheder i vores portefølje - eksempelvis Fullrate og Folia,« forklarer den nye boss til Erhvervsbladet.
Bag JMI Invest står blandt andet komikeren Finn Nørbygaard, mens hjernen i selskabet udgøres af den tidligere CSC-direktør Asger Jensby.
Han har forvaltet formuerne så fornuftigt, at JMI i dag er blandt landet største og mest succesfulde it-investeringsfirmaer. Alene de sidste seks måneder af 2007 tjente JMI Invest 469 millioner kroner efter skat.
I den sammenhæng er Skandiaweb en mindre udgift. Ifølge Erhvervsbladet vil web-firmaet levere et tocifret million-underskud i det kommende regnskab for 2007, og har krævet en kapitalindsprøjtning i en størrelsesorden, der ligger tættere på ti millioner end på 99.