Landets yderområder går nu sammen om at sikre bredbånd til virksomheder, institutioner og borgere. På torsdag mødes projektfolk fra Nordjylland, Ribe, Sønderjylland og Fyn for at stifte Vestdansk Netforum, en ny forening der skal sikre at så mange danskere som muligt bliver forbundet med lyslederkabler, skriver ErhvervsBladet.
Kommunerne i landets yderområder frygter, at de bliver kørt agterud, når de store teleselskaber planlægger udrulningen af hurtige bredbåndsnet.
»Hvis markedskræfterne skal klare det her, kan vi lige så godt lukke og slukke, for så vil hele den fremtidige udvikling komme til at foregå i de større byer,« siger projektleder Simon Simonsen til ErhvervsBladet.
Han arbejder med en plan for Det Digitale Midtsønderjylland, som skal udstyre 25.000 indbyggere i Gram, Nr. Rangstrup og Rødding med optiske fiberkabler.
Energiselskaberne kan få en central rolle når det gælder om at føre bredbånd ud i landets randområder, mener Jens Ole Willumsen fra Nordjysk Netforum, der arbejder med at lægge optiske kabler i Brønderslev, Frederikshavn, Hals og Sæby.
»Hele humlen ligger i at få nogle til at investere i den lokale infrastruktur, der nu sætter klare begrænsninger for at udbrede bredbånd. For eksempelvis energiselskaber vil det kun være marginalt dyrere at lægge optiske fibre, hvis de i forvejen skal til at grave elkabler ned,« siger han.
Jens Ole Willumsen mener, at den tekniske udvikling kræver forbindelser, som er langt hurtigere end ADSL. På mellemlangt sigt vil 100 mbit/s være en naturlig hastighed, spår han.