En undersøgelse fra Evans Data Corporation blandt virksomheder med mere end 1000 ansatte viser, at andelen af virksomheder som kører Linux på mindst én server er øget markant det sidste halve år. For et år siden var antallet på 40 procent. Seks måneder senere var tallet steget med beskedne 3 procent til 43 procent, men i løbet af de sidste seks måneder er tallet steget til hele 60 procent, skriver digi.no.
Evans-undersøgelsen viser endvidere at den gennemsnitlige virksomhed benytter Linux på mindre end hver fjerde server, og at kun tre procent bruger Linux på mindst halvdelen af sine servere. For et år siden var det faktisk seks procent af virksomhederne, som havde Linux på mindst halvdelen af serverne.
Undersøgelsen, »Enterprise Development Management Issues«, er blevet til på grundlag af interviews med 400 virksomheder.
Den indeholder - ud over Linux-relaterede emner - en række spørgsmål omkring brugen af Storage Area Networks (SAN). Hele 62 procent af de adspurgte virksomheder forventer et øget forbrug af SAN over de næste to år, mod 54 procent for et år siden. Kun tre procent forventer reduceret brug af SAN i virksomheden.