IT-Brancheforeningen har i samarbejde med Strand Consult netop lanceret Wireless Scandinavia, som skal synliggøre skandinaviske virksomheder globalt. Parterne har selv taget initiativ, efter at Nordisk Innovationscenter, der rangere under Videnskabsministeriet, har afvist at yde økonomisk støtte.
Idéen til projektet udsprang af et samarbejde mellem IT-Brancheforeningen i Danmark og i de øvrige nordiske lande. Brancheforeningerne håbede på økonomisk støtte fra Nordisk Innovationscenter, men da grundlaget for netværket ikke umiddelbart mundede ud i forskning og udvikling, blev ansøgningen afvist.
Den manglende økonomiske opbakning gjorde det ikke muligt for IT-Brancheforeningerne at arbejde videre med projektet.
Nu har det private selskab Strand Consult, i samarbejde med IT-Brancheforeningen i Danmark og ITK i Norge, ført idéen ud i livet. Her tror man på, at der er store vækstmuligheder inden for industrien, og at det er vigtigt at synliggøre de skandinaviske virksomheder i mere end bare Skandinavien.
»Der er mange arbejdspladser og megen rigdom, der bliver skabt af den trådløse industri. Det er vores mål, at de Skandinaviske virksomheder, der arbejder inden for det område, bliver synlige internationalt«, siger John Strand fra Strand Consult til ComON.
»Det er svært at forestille sig, at der opstår et nyt Nokia-selskab. Fremtiden indenfor den trådløse industri er et netværk af virksomheder, der arbejder globalt«, mener John Strand.
Blandt målgruppen er både mobilselskaber, telefonproducenter og softwarefirmaer med fokus på det mobile.
Håbet er inden kort tid også at få de svenske, finske og islandske it-brancheforeninger med i projektet.