Et samarbejde mellem BoligView i Ålborg og advokatfirmaet Deleuran på Frederiksberg skal gøre det nemmere og billigere at sælge sin bolig på Nettet. Boligsælgere tilbydes bl.a. panoramafotografering af deres bolig, hvorefter man på http://www.boligview.dk kan "gå" rundt i boligen. På webstedet kan man også hente detaljerede oplysninger om boligens økonomiske forhold - oplysninger der traditionelt kun fås ved at hente en salgsopstilling hos en ejendomsmægler. I forhold til traditionel bolighandel gennem en ejendomsmægler kan man ifølge firmaerne bag den nye tjeneste spare et betydeligt beløb i salær.