IT-universitetet (tidligere IT-højskolen) i København har sammensat en ny bestyrelse med en række kendte navne fra erhvervslivet. Bestyrelsesformand bliver Mogens Munk Rasmussen, koncernchef i Nykredit, der har været formand for IT-højskolens bestyrelse siden 1999.
»IT-Universitetets bestyrelse afspejler de opgaver, universitetet skal løse i forhold til den nye universitetslov: forskning, uddannelse og samspil med det omgivende samfund. Bestyrelsen, som består af udpegede eksterne medlemmer og valgte ansatte og studerende, er sammensat med henblik på den bedst mulige varetagelse af universitetsreformens nye ledelsesrolle,« siger Mogens Munk Rasmussen.
Foruden formanden har to af medlemmerne - ATP-underdirektør Lilian Mogensen og Navision-grundlægger Preben Damgaard - tidligere siddet i bestyrelsen, mens Ingelise Bogason, adm. direktør i CSC Danmark, og Jon Wulff Petersen, vicedirektør ved Forskningscenter Risø, er nye medlemmer i bestyrelsen.
De øvrige nye medlemmer er udviklingsleder Jane Andersen, adjunkt Ole Fogh Olsen, stud.it Nicolas Cederstrøm, og stud.it Sebastien Inizian.
Den nye universitetslov kræver, at universitetet skal have en bestyrelse med ekstern repræsentation for at sikre et godt samspil med det omgivne samfund. IT-højskolen blev etableret i 1999 og omdannet til IT-universitet den 1. juli 2003.