Der er store sandsynligheder for, at det bliver lovligt at gå på internettet under de skriftlige eksaminer på de gymnasiale uddannelser.
Undervisningsministeriet begrunder tanken med, at eleverne alligevel bruger internettet, når de afleverer andre opgaver til dagligt.
»Det er en god måde at få fat i eksempelvis historiske fakta eller en artikel, der kan være nyttig til for eksempel en skriftlig samfundsfagseksamen«, siger undervisningskonsulent i ministeriet Søren Vagner til MetroXpress.
Ministeriet regner med, at man kan dæmme op for plagiering og snyd ved at eleverne afleverer digitalt. På den måde er det lettere at tjekke snyd.
Ministeriet overvejer også, om man skal lave stikprøvekontrol af de sider, som eleverne har besøgt under eksamen.
Men hvis der kommer et lag af kontrol, så er lærene ikke afvisende over for idéen.
»Så længe der er en rimelig sikkerhed for, at man kan afsløre snyd, er det kun positivt,« siger formand Peter Kuhlman fra Gymnasieskolernes Rektorforening.
Hvis test i løbet af efteråret forløber tilfredsstillende, kan elever på de gymnasiale uddannelser se frem til internet under eksamen til deres afgangseksamen i 2011.