Salg af bladabonnementer er måske ikke det mest umiddelbare emne, som man tænker på når det gælder e-commerce, men faktisk mener nogle analytikere, at netop dette bliver en af de helt store forretninger på nettet fremover, ligesom bøger, musik-CD'ere og videofilm. Chicago-firmaet Madison Dearborn Partners har netop investeret 20 millioner dollars i et lille Internet-firma, Electronic Newsstand, der stort set ikke tilbyder andet end en hurtig genvej til at tegne abonnement på over 1.000 forskellige magasiner. På firmaets hjemmeside, der findes på http://www.enews.com, kan man bladre i emneopdelte kategorier eller eftersøge konkrete blade, og i nogle tilfælde læse fulde artikler fra magasinerne. Newsstand lover samtidig klækkelige rabatter på abonnements-priserne. Electronic Newsstand har satset meget på at indgå partnerskaber, og indtil videre har over 1.500 web-steder tilsluttet sig et samarbejds-program.