Rygterne havde svirret i noget tid, og den 7. februar blev det officielt. En ny open source-gruppe, Open Solutions Alliance, blev stiftet. Formålet er at promovere Linux og open source-software til virksomheder.
Som et led i denne mission vil gruppen bruge kræfter på fælles markedsføring men også på at skabe kompatibilitet mellem forskellige programmer. Det første arbejde for gruppen vil også hovedsagligt bestå i at vedtage fælles retningslinjer for kompatibilitet mellem programmerne.
Gruppen planlægger også et community omkring deres arbejde, så kunder, brugere og udviklere i fællesskab sætter kursen.
Anledningen var en fælles erkendelse af, at mange softwarefirmaer i open source-branchen står overfor de samme udfordringer fra for eksempel at skulle afmystificere open source-begrebet til at kunne levere en komplet applikationsløsning til en hel virksomhed.