En af film- og underholdningsindustriens værste plageånder The Pirate Bay har denne gang stukket sablen i Hollywoods mest hellige underholdningsbegivenhed, Oscarfesten.
Den svenske fildelingstjeneste The Pirate Bay har oprettet et Oscar-site, der udelukkende præsenterer og linker til ulovlige downloads af Oscar-nominerede film. Filmene er opdelt i hver sin kategori - fra bedste mandlige hovedrolle til bedste soundtrack.
Alle nominerede film præsenteres udførligt med tekst og billeder. Ligesom besøgende har mulighed for at stemme på film, som, de mener, burde have den gyldne Oscar-statue.
På sitet erklærer piraterne sejr over dét, som de kalder »underholdningsindustriens ophavsretsregime« og opfordrer filmindustrien til at lancere nye forretningsmodeller, uden at tjene kassen på, hvad Piratgruppen beskriver som: billig plastik, dyre biografbiletter og lange reklameindslag i biograferne.