Artikel top billede

Selvmål: Fem kommuner får ny it-lussing

Fem kommuner med ulovlige it-kontrakter får nu endnu et slag over nakken af Klagenævn for Udbud. Læs hvorfor.

Fem kommuner har ulovligt indgået en aftale med it-firmaet EG om levering af it-systemer til indkøb, ifølge en kendelse fra Klagenævn for Udbud.

Men samarbejdet mellem kommunerne og EG fortsætter ufortrødent, fordi blandt andre Odense Kommune mener, at kendelsen udelukkende vedrører udvikling af systemet - og ikke drift.

Nu er Computerworld imidlertid kommet i besiddelse af to mails, der viser, at Klagenævnet for Udbud giver de fem kommuner endnu en syngende lussing.

I en mail den 10.05.2011 skrevet af E-handelskoordinator Lone Dalager Kristensen fra Odense Kommune, med CC til blandt andre Odense Kommunes udbud- og indkøbschef Kim Døssing Sørensen, beder hun nævnet rette i den oprindelige afsagte kendelse.

"Vi anmoder om rettelse i ordlyden i kendelsen (2010-0022087 af 26. april 2011) på side 2, 3, 16, 19 samt side 20.
Ialt er ordlyden "levering og drift" angivet 12 gange på disse 5 sider," skriver hun.

Kort fortalt mener kommunen, at dommeren angiveligt skulle have sagt, at sagen udelukkende handlede om levering af indkøbssystemet.

Dommer: Nej
Svaret fra klagenævnets dommer dagen efter er imidlertid klokkeklart:

"Det skal indledningsvis meddeles, at klagenævnet ikke finder anledning til at foretage de anmodede rettelser," skriver landsdommer Erik P. Bentzen, der er formand for sagen, i en mail til kommunen.

Han noterer sig, at henvendelse ikke kommer fra kommunens advokat, og går så i rette med Odense Kommunes påstand om, hvad han skulle have sagt. 

"I følge henvendelsen fra Odense Kommune (som var en kommune ud af i alt fem kommuner) skulle jeg som klagenævnets formand på sagen den 20. oktober 2010 have "slået fast", at klagen ikke omfattede levering og drift, men udelukkende levering af et kataloghåndteringssystem. Dette erindrer jeg ikke," skriver han.

Og for det ikke skulle være nok, så understreger dommeren over for kommunen, at det egentlig også er underordnet, da det omtalte møde blev afbrudt, og sagen bygger på de senere møder, hvor både levering og drift, behandles. 

Odense: Ændrer ikke vores opfattelse
Computerworld har været i kontakt med e-handelskoordinator Lone Dalager Kristensen fra Odense Kommune, der afsendte mailen.

Hun ønsker ikke at oplyse, hvem i kommunen, der bad hende sende mailen til klagenævnet eller kommentere forløbet, men henviser til økonomidirektør Bente Monsen.

Det samme gør Udbud - og Indkøbschef Kim Døssing Sørensen. Økonomidirektør Bente Monsen bekræfter, at hun har bedt Lone Dalager Kristensen sende mailen.

"Det er os i Odense Kommune. Det har jeg bedt hende om," siger hun. 

Samtidig fastholder Bente Monsen, at kendelsen, hvori der altså 12 gange står levering og drift, udelukkende omfatter levering.

"Det ændrer ikke på vores opfattelse af sagen. Vi støtter os fortsat til vores advokats rådgivning," siger hun.

Men vil I ikke følge klagenævnets kendelse?

"Jeg har ikke yderligere kommentarer," siger Bente Monsen.

Tidligere i sagen har Odense Kommune sendt en pressemeddelelse ud, hvor økonomidirektør Bente Monsen blankt afviser, at nogle it-kontrakter skal opsiges, ligesom hun lover, at ingen skattekroner går tabt.

Foreløbig skal de fem kommuner betale 100.000 kroner i sagsomkostninger.

Venstre har afkrævet den socialdemokratiske borgmester Anker Boye fra Odense en redegørelse om hele sagen.

Du kan læse de to mails til og fra klagenævnet i deres fulde længde herunder.

Læs de sendte mail her

Mail fra Odense til klagenævn:

Subject: Rettelse af ordlyd i kendelse journr. 2010-0022087 - HASTER

Date: Tue, 10 May 2011 14:49:09 +0200

From: XXXX@Odense.dk
To: klfu@eogs.dk
CC: XXXX@Odense.dk; XXXX@odense.dk; XXX@odense.dk

Vedr. ordlyd i kendelsen "Comcare ApS mod Odense Kommune m.fl. herunder Statens og Kommunernes Indkøbsservice A/S"

Vi anmoder om rettelse i ordlyden i kendelsen (2010-0022087 af 26. april 2011) på side 2, 3, 16, 19 samt side 20.
Ialt er ordlyden "levering og drift" angivet 12 gange på disse 5 sider.

Under de mundtlige forhandlinger den 20. oktober, blev det af juridisk dommer Erik P. Bentzen slået fast, at klagen ikke omfatter levering og drift, men udelukkende levering af kataloghåndteringssystemet.

Odense Kommune ønsker på denne baggrund at få rettet kendelsens ordlyd.

Rettelsen haster, da der er uenighed herom parterne imellem og det er vigtigt at få en hurtig afklaring.

Jeg ser frem til at høre fra jer hurtigst muligt.

Venlig hilsen
Lone Dalager Kristensen
E-handelskoordinator
Odense Kommune
Økonomi & Organisationsudvikling
Udbud og indkøb
Odense Rådhus
Flakhaven 2, Værelse 211
5000 Odense C
Direkte tlf. XX XX XX XX
Mobil XX XX XX XX
E-mail: XXXX@odense.dk
www.odense.dk

Mail fra klagenævn til Odense:

Fra: "Joan Bach (EOGS)"
Dato: 11/05/2011 15.27
Emne: Rettelsesanmodning - kendelse sag 690.
Til: , , ,
Cc: , "Peter Dann Jørgensen"

Kopi af denne mail samt nedennævnte mail af gd. fra Odense Kommune til Klagenævnet, sendes desuden til orientering til:

Advokat Charlotte Friis Bach Ryhl og

cand. merc. jur. Peter Dann Jørgensen

Klagenævnets svar af 11. maj 2011 til Odense Kommune Lone Dalager Kristensen, E-handelskoordinator på mail fra Odense Kommune til Klagenævnet g.d. følger hermed:

Klagenævnets svar :
Odense Kommune har anmodet om, at klagenævnet foretager rettelse i kendelsen af 26. april 2011, således at ordene "levering og drift" på siderne 2, 3, 16, 19 og 20 ændres til - som jeg forstår henvendelsen fra Odense Kommune - "levering".
Det skal indledningsvis meddeles, at klagenævnet ikke finder anledning til at foretage de anmodede rettelser.

I følge henvendelsen fra Odense Kommune (som var en kommune ud af i alt fem kommuner) skulle jeg som klagenævnets formand på sagen den 20. oktober 2010 have "slået fast", at klagen ikke omfattede levering og drift, men udelukkende levering af et kataloghåndteringssystem. Dette erindrer jeg ikke.

Mødet den 20. oktober 2010 blev afbrudt, idet et af klagenævnets sagkyndige medlemmer var inhabil, og sagen blev derfor behandlet på ny den 15. december 2010. Forud for dette møde indleverede klagerens advokat et processkrift med en præcisering af klagerens påstande. Ordene "levering og drift" fremgår af klagerens påstande 1-4, og det er da også disse (og klagerens arbringender samt klagenævnets konklusion), Odense Kommune ønsker rettelser i. Jeg har ikke fra mødet den 15. december 2010 noteret, at ordlyden af klagerens påstande skulle ændres på dette punkt og erindre heller ikke, at det blev drøftet. Hvad der måtte være foregået på mødet den 20. oktober 2010, og som ikke er gentaget eller præciseret forud for eller på mødet den 15. december 2010, er derfor uden betydning.

Jeg bemærker i øvrigt, at henvendelsen om rettelserne hverken kommer fra de indklagedes advokat eller fra klagerens advokat, og at henvendelse fra én ud af fem indklagede kommuner - hvor det desuden anføres, at der er "uenighed herom parterne imellem" uden angivelse af, hvilke parter der ikke er enighed mellem - ikke kan medføre, at de anmodede rettelser foretages.

Som anført ovenfor har klagenævnet derfor ikke anledning til at ændre kendelsen.

f. Erik P. Bentzen, formand for denne sag
og landsdommer

Med venlig hilsen
Joan Bach
Klagenævnet for Udbud, sekretariatet,
c/o
ERHVERVS- OG SELSKABSSTYRELSEN
Kampmannsgade 1
1780 København V
Telefon: 3330 7700
Klagenvænets e-mail : klfu@eogs.dk
klagenævnets hjemmeside: www.klfu.dk
ØKONOMI- OG ERHVERVSMINISTERIET




Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
Jobindex Media A/S
Salg af telemarketing og research for it-branchen, it-kurser og konferencer

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
Bliv klar til AI Act: Det vil påvirke både din udvikling, drift og organisation

Fordelene ved at anvende kunstig intelligens bliver stadig mere udtalte, og både som virksomhed og myndighed er det i stigende grad uholdbart ikke at udforske mulighederne. Men der er også risici forbundet på den nye teknologi, og på dette formiddagsseminar ser vi på, hvordan verdens første regulatoriske kompleks – EUs kommende AI Act – adresserer behovet for en etisk, ansvarlig og kontrolleret anvendelse af AI.

20. august 2024 | Læs mere


Det Digitale Produktpas

Kom med og hør om, hvordan du kommer i gang med at sikre din virksomhed er klar til Det Digitale Produktpas. Vi sætter fokus på, hvordan du bliver klædt på til at få styr og struktur på dine data, samt hvilke krav du skal sætte til dine leverandører og andre i din værdikæde, for at sikre den nødvendige information er tilgængelig.

21. august 2024 | Læs mere


Cyber Security Summit 2024

På Cyber Security Summit får du indsigt i det aktuelle trusselslandskab, overblikket over de nyeste værktøjer og trends indenfor sikkerhedsløsninger, indsigt i de relevante rammeværktøjer og krav samt de bedste løsninger og værktøjer til at sikre effektiv drift og høj compliance.

27. august 2024 | Læs mere