Test: Samsung-bærbar med store ambitioner

Den vil være langt mere end en basisvare og en typisk netbook. Derfor har Samsung skruet op for hardwaren i X120 - men er det nok til at imponere? Vi har testet løs.

1. Test: Samsung-bærbar med store ambitioner

Samsung har med X120 sendt en hårdtpumpet bærbar på gaden, der nemt uddeler bøllebank til konkurrerende minibærbare.

Et hurtigt kig på specifikationerne viser, at computeren har styrketrænet, og muskelmassen er baseret på: tre gigabyte ram, 11,6 tommer skærm med 1366 gange 768 opløsning, Windows 7 Home Premium og en Intel Core 2 Duo Processor.

Den normale standardvare, når det gælder minibærbare, er: en gigabyte ram, 10 tommer skærm med 1024 gange 600 pixel opløsning, Windows 7 Starter og Intel Atom-processor.

Samsung X120 er derfor hævet over almindelige minibærbare, og den er interessant, hvis du er på jagt efter en netbook, der ikke fylder ret meget, men som har større skærm samt mere spræl og power end de fleste konkurrenter.

Computeren er cirka 30 centimeter lang, 21 centimeter bred og 2,5 centimeter tyk. Den er derfor fortsat forholdsvis slank og nem at have med på farten.

Vi havde i testperioden X120 med ude at rejse, og vi glemte hurtigt, at det ikke var vores normale - og lidt mindre - netbook, der skulle gennem sikkerhedskontrollen og slæbes med rundt i tasken.

Vægten er 1,36 kilo, og det ligger klart inden for det acceptable, hvis din computer skal være bærbar og ikke slæbbar.

Dejlig skærmopløsning

Det er især opløsningen på skærmen, som vi er begejstrede for ved X120. Med 1366 gange 768 pixel opløsning får du et rigtig godt overblik over dit skrivebord, og når du åbner websider, er de også nemme at overskue.

Hvis du holder af at have mange vinduer og programmer kørende samtidig, vil den 11,6 tommer skærm og høje opløsning være et klart plus - især hvis du i dag sidder med en minibærbar på 10 tommer med en opløsning på 1024 x 600 pixels. Det er virkelig en forskel, der kan mærkes.

Selv om Samsung er kendt for sine gode skærme, ligger vi ikke på knæ for denne model. Farverne virker noget matte, og der er en del genskær i skærmen. Det er til at leve med i mørke omgivelser, men det kan virke generende, hvis forårslyset omringer dig.

2. Plastik fra Fætter BR

Samsung-computeren er udført i et elegant design, hvor kanterne er afrundede og bløde, og vores model var klædt stilfuldt i sort.

En sølvfarvet plastikkant omkranser den del af computeren, hvor tastaturet er placeret. Det fungerer som en ramme, og på afstand ser det fint ud.

Men når du rører ved den sølvfarvede plastikkant, er det en nedslående oplevelse. For den føles meget plastikagtig, som var det noget, du kunne finde hos Fætter BR. Et andet materialevalg ville helt klart have matchet denne bærbare computer langt bedre.

På sine tidligere modeller, som N140 og NC10, har Samsung skabt nogle fornuftige tastaturer. Det er også tilfældet med X120. Tasterne er ikke for små, og dermed nemme at ramme. Størrelsen på tastaturet er også udmærket, og det hopper og danser ikke, hvis du taster hurtigt løs på det.

En mærkværdig detalje finder vi på den lille trackpad, der kan bruges som erstatning for musen. Knapperne, der fungerer som venstre og højre museklik, er placeret på hver sin side af trackpad'en i stedet for under som normalt.

Det er ikke voldsomt intuitivt, og det kræver en del tilvænning. Placeringen skyldes muligvis pladsmangel, men det ændrer ikke på, at det kan være en frustrerende oplevelse at bruge trackpad'en.

Vi testede denne bærbar med programmet PCMark Vantage, og det fik en score på 2366. Med det tal placerer Samsungs model sig ydelsesmæssigt mellem de billige minibærbare og kraftigere - og tungere - allround bærbare.

X120 er derfor ikke en computer, som du skal bruge til tung billedredigering eller vilde 3D-spil.

Pas på batteriet

Flere minibærbare kan prale med en batterilevetid, der er omkring otte-ni timer, og dermed kan computerne køre en hel dag uden at være i nærkontakt med en stikkontakt.

Samsung lover også ni timer med X120, men det er lidt uklart, hvilken defekt lommeregner ingeniørerne har brugt for at nå frem til det tal. Vi oplevede markant lavere batterilevetid, og den lå omkring fire til seks timer, alt efter hvor meget computeren blev presset til forskellige opgaver.

Det er fortsat pænt, men der findes bærbare - som ikke er så hårdt pumpet som X120 - der snildt præsterer meget bedre batterilevetid.

Samsung-modellen er i øvrigt ikke noget billigt bekendtskab, og vi har i skrivende stund set Samsung X120 til cirka 3.800 kroner online.

Til den pris er det i øjeblikket muligt at shoppe to minibærbare, eksempelvis Lenovo IdeaPad S10e og Acer Aspire One. De har godt nok dårligere specifikationer, men hvis du blot skal bruge computeren til at gå på nettet og skrive lidt mail, er de udmærkede.

Det virker desuden irriterende, at Samsung endnu engang har fyldt en ny computer med crapware, ligesom vi også så på N140. Det betyder, at den fra fødslen har en mængde programmer installeret, som blot er demoer, der udløber og pludselig kræver penge af dig, hvis du vil fortsætte med at have dem. Vi blev blandt andet generet af en hidsig pop-op fra antivirusprogrammet McAfee.

Alt i alt er Samsung X120 dog en ganske udmærket computer med en solid muskelmasse, der gør den i stand til at løse opgaver, som en normal netbook ville gå kold på.

Du får stor skærm og mere power med X120, til gengæld må du også betale ekstra for Samsung-modellens alsidige talent, og du må acceptere en batterilevetid, som ikke er vanvittig lang.




Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
EG Danmark A/S
Udvikling, salg, implementering og support af software og it-løsninger til ERP, CRM, BA, BI, e-handel og portaler. Infrastrukturløsninger og hardware. Fokus på brancheløsninger.

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
Bliv klar til AI Act: Det vil påvirke både din udvikling, drift og organisation

Fordelene ved at anvende kunstig intelligens bliver stadig mere udtalte, og både som virksomhed og myndighed er det i stigende grad uholdbart ikke at udforske mulighederne. Men der er også risici forbundet på den nye teknologi, og på dette formiddagsseminar ser vi på, hvordan verdens første regulatoriske kompleks – EUs kommende AI Act – adresserer behovet for en etisk, ansvarlig og kontrolleret anvendelse af AI.

20. august 2024 | Læs mere


Det Digitale Produktpas

Kom med og hør om, hvordan du kommer i gang med at sikre din virksomhed er klar til Det Digitale Produktpas. Vi sætter fokus på, hvordan du bliver klædt på til at få styr og struktur på dine data, samt hvilke krav du skal sætte til dine leverandører og andre i din værdikæde, for at sikre den nødvendige information er tilgængelig.

21. august 2024 | Læs mere


Cyber Security Summit 2024

På Cyber Security Summit får du indsigt i det aktuelle trusselslandskab, overblikket over de nyeste værktøjer og trends indenfor sikkerhedsløsninger, indsigt i de relevante rammeværktøjer og krav samt de bedste løsninger og værktøjer til at sikre effektiv drift og høj compliance.

27. august 2024 | Læs mere