Denne artikel stammer fra det trykte Computerworlds arkiv. Artiklen blev publiceret den Computerworld Top 100 d. 28. september 2007.
Da it-giganten Cisco i begyndelsen af august løftede sløret for selskabets resultater for regnskabsåret 2007 stod det klart for alle, at købet af Scientific Atlanta har sat gevaldigt skub i Ciscos forretning.
Ciscos omsætning steg med 23 procent i perioden, hvilket blev tilskrevet vækst i Ciscos kerneforretning - netværksudstyr - men i endnu højere grad kundernes appetit efter digitale set-top bokse til husalteret. Det var blandt andet disse produkter, Cisco fik på hylderne, da selskabets køb af Scientific Atlanta faldt på plads i februar 2006.
Cisco er i dag altdominerende inden for leverancer af de switche og routere, som sender og dirigerer computer- og telekommunikationstrafik rundt i virksomheders tele- og datanetværk. Men det er ikke nok for Cisco, der er netværksbranchens svar på Microsoft.
Selskabets topchef, John Chambers, havde ifølge den amerikanske it-nyhedstjeneste Infoworld svært ved at få armene ned, da han præsenterede årsregnskabet, der samtidig var Ciscos sjette kvartal i træk med vækstrater på over 15 procent.
Det ser nemlig ud til, at Ciscos forsøg på at udvide kerneforretningen er ved at lykkes. Ud over købet af Scientific Atlanta, der gør Cisco til en meget stor spiller på hele IP-tv-området, har selskabet alene i regnskabsåret 2007 opkøbt 11 virksomheder. Af dem er mange virksomheder, der intet har med netværksbranchen at gøre, men derimod beskæftiger sig med eksempelvis sociale netværk eller e-mail-sikkerhed.
Derfor var det også en selvsikker Chambers, som proklamerede, at Ciscos vækst fortsætter, da efterspørgslen efter internet-baserede tjenester stiger voldsomt i de kommende år.
"Vi er overbeviste om, at vi er på vej ind i en ny æra inden for netværk, vi definerer som internettets anden fase," sagde han ifølge Infoworld.
Han forudser, at denne anden fase vil blive drevet fremad af samarbejdsværktøjer og web 2.0-teknologier, der ifølge Chambers allerede har forandret Ciscos egen forretning dramatisk og medført store produktivitets- og effektivitetsforbedringer.
OriginalModTime: 27-09-2007 14:36:55