Denne artikel stammer fra det trykte Computerworlds arkiv. Artiklen blev publiceret den Computerworld d. 6. juli 2007.
Den nye administrerende direktør hos
A.P. Møller har forståelse for, hvor vigtig it er for en virksomhed.
Af Anders Rostgaard
Der bliver helt sikkert rigeligt at tage fat på for den nye A.P. Møller-topchef, Nils Smedegaard Andersen, når han 1. december sætter sig i chefstolen hos Danmarks største virksomhed. Blandt andet er A.P. Møller i øjeblikket i færd med at implementere økonomistyringssystemet SAP i den verdensomspændende koncern.
Og denne udfordring er ikke ny for Nils Smedegaard Andersen. Han kender til SAP fra sin tid hos Carlsberg.
Og generelt er Nils Smedegaard Andersen en mand, der har god indsigt i it og teknologiens strategiske muligheder, vurderer hans nuværende it-direktør i Carlsberg, Lars Krejberg Petersen.
Vigtig komponent
"Det er bestemt en del af hans radarbillede, når han træffer beslutninger. Han er meget opmærksom på, at det er en komponent, der har betydning," siger Lars Krejberg Petersen, der 1. februar tiltrådte som it-direktør hos Carlsberg.
At det er sandt, understreger han ved at fortælle, at en af hans hovedopgaver i forbindelse med udnævnelsen til it-direktør har været at styrke relationen mellem forretning og it.
Men selv om Nils Smedegaard Andersen har siddet med i topledelsen, mens it-afdelingen hos Carlsberg har været i gang med en omfattende SAP-udrulning, kan opgaven næppe kopieres direkte fra Carlsberg til A.P. Møller.
Dertil er forretningerne alt for forskellige, vurderer Lars Krejberg Petersen.
Centralistisk strategi
Til gengæld siger han, at Nils Smedegaard Andersen går ind for en centralistisk it-strategi, hvis det vel at mærke giver mening.
Ganske vist er Carlsbergs it-systemer i dag samlet på flere forskellige it-platforme, fordi markederne er meget forskellige verden over, men det har været Carlsbergs strategi at centralisere de fælles it-funktioner som finance, HR og indkøb.
Hos A.P. Møller har strategien hidtil været en lidt anden. Der har været en overordnet it-direktør, som har tegnet retningslinjer og strategier, men det har været op til de enkelte datterselskaber i koncernen at eksekvere strategierne.
Okay med decentralitet
Dog behøver en decentral it-organisation ikke nødvendigvis være et problem for en global SAP-udrulning, mener lektor Jette Lundin fra Handelshøjskolen i Århus. Men opgaven er noget sværere, vurderer hun:
"Det er ledelsesmæssigt sværere og kræver en større modenhed af it-organisationen. Det kræver stor respekt for det nye it-system på alle ledelsesniveauer, og det skal være meget klart, hvad der skal besluttes centralt, og hvilke frihedsgrader der er lokalt. Ledere på alle niveauer skal føle, at de er medejere af det nye system for at sikre en god implementering," siger hun.
For nogle virksomheder kan det endog være meget fornuftigt at bibeholde den decentrale it-styringsmodel.
"Der kan være helt specielle forhold på for eksempel det kinesiske marked, hvor det er nødvendigt, at it-systemet bliver tilrettet lokale forhold," siger hun. Computerworld ville gerne have spurgt den nye A.P. Møller-topchef, hvordan han vil håndtere it-udfordringerne i Maersk. Men han har ikke ønsket at udtale sig i denne ombæring.
a.rostgaard@cw.dk
OriginalModTime: 05-07-2007 14:39:48