Softwareudvikling vender tilbage til sine rødder

Denne artikel stammer fra det trykte Computerworlds arkiv. Artiklen blev publiceret den CTO d. 1. juni 2007.


systemudvikling Lean softwareudvikling er en genopfriskning af gamle dyder. CTO har mødt guruerne inden for lean systemudvikling, ægte-parret Mary og Tom Poppendieck.

Søndag formiddag i midten af København. De to eksperter i lean og agil softwareud-
vikling Mary og Tom Poppendieck er i Danmark for at afholde et kursus om lean softwareudvikling.
Det er konsulentvirksomheden BestBrains, der har fået Mary og Tom Poppendieck til København, hvor de skal holde et todages kursus i lean softwareudvikling.
Sammen med Bent Jensen, direktør for BestBrains, besøger CTO Poppendieck-ægteparret for at høre nærmere om deres syn på ledelses- og udviklingsfilosofier.
De har indlogeret sig i en hyggelig hotellejlighed, der frem for mere upersonlige hotelværelser har et hjemligt præg.

Softwareudvikling er lean og agil
På trods af, at lean er et af tidens store buzzwords og især Mary Poppendieck betragtes som en af de førende eksperter på området, er der ikke mange nykker.
På mit spørgsmål om, hvordan en lean tilgang til softwareudvikling adskiller sig fra mere traditionelle metoder, føler både Tom og Mary Poppendieck, at det er nødvendigt at dissekere, hvad der menes med ordet traditionel softwareudvikling.
"Det er interessant, at du anvender ordet traditionel softwareudvikling. For mange mennesker betyder traditionel egentlig, hvad der foregik i 1990'erne. Men inden da blev software faktisk i mange år udviklet på måder, som minder om de agile metoder," siger Mary Poppendieck.
Hun startede i 1960'erne, hvor der ikke blev anvendt traditionel softwareudvikling. Det var videnskabsfolk, matematikere og ingeniører og mennesker uden en it-uddannelse, der udviklede i programmeringssprog som Fortran.
"Ideen om, at man på forhånd fuldstændig kunne forudsige, hvad der skulle kodes ved at foretage en masse planlægning i starten og bagefter blot slavisk følge den lagte plan, var slet ikke noget, man praktiserede på den tid," siger hun.
Tom Poppendieck, der har sat sig ved det runde spisebord, efter at have sørget for vand til os alle, supplerer:
"Ingeniørerne og matematikerne anvendte de samme metoder, som de anvendte i deres oprindelige arbejdsområder. De eksperimenterede, afprøvede ting, evaluerede deres eksperimenter og tilrettede deres eksperimenter ud fra den nye erfaring, de fik. Selve ideen om at have en dyb viden og være i stand til at forudsige, hvordan det hele skal være fra starten af et projekt - på det tidspunkt hvor man faktisk har mindst viden - den ide eksisterede slet ikke blandt rigtige ingeniører, videnskabsfolk og matematikere."
Tom Poppendieck holder en lille pause og fortsætter så:
"Den ide opstod i 1990'erne - og hvordan den opstod er et stort mysterium."

Tilpasning til forandringer
Men man kan vel sige, at folk i 1990'erne mente, at nu måtte software-industrien været vokset op, nu måtte den være blevet mere moden og dermed forudsigelig?
"Hvis du prøver at lave løsninger på simple problemer, så kan det måske lade sig gøre med de store, detaljerede planer tidligt i et projekt. Prøver du med nye komplekse problemer, så ved man ligeså lidt, som jeg vidste, da jeg lavede proces-kontrolsystemer i 1960'erne.
Du kan lave gode overslagsestimater, hvis du før har udviklet programmer for et givent område. Du kan også opsætte nogle mål. Men at forestille sig, at man præcist kan forudsige udviklingen af store komplekse systemer to år frem i tiden i en verden med konstant skiftende teknologier, lovgivningskrav og kundekrav, er en katastrofal vej for softwareprojekter.
Du skal være virkelig god til forudsigelser, og hvis du er så god til forudsigelser, vil det være bedre at spille på aktiemarkedet. Det er den slags forudsigelser, der skal til," siger Mary Poppendieck.
Hun køber ikke ideen om, at en traditionel faseopdelt udviklingsmodel bestående af adskilte analyse-, design-, implementerings- og test-faser giver ledelsen bedre mulighed for at estimere udviklingsomkostningerne fremfor et lean-baseret projekt. Tværtimod.
"Lean gør det mere forudsigeligt. Det gør det muligt at tilpasse sig forandringer, frem for at basere sig på forudsigelser. Man har en ide om, hvor man er på vej hen, men der er ikke detaljeret planlægning lang tid fremover. At holde en tidsplan er ikke at vide, hvordan tingene vil ske i de næste fem år. Det er at tilpasse sig virkelighen. Eksempelvis ved hver tredje måned at se på, hvad der er sket i projektet, lære af det og så planlægge ud fra den erfaring. I stedet for et stort toårs projekt laver man en masse tre-måneders projekter. I slutningen af hver tredje måned ved man, hvor man er og kan planlægge de næste tre måneder mere detaljeret," siger Mary Poppendieck.
"Agile og lean fokuserer på færdige resultater og ikke på aktiviteter. Metoden fra 1990'erne fokuserede på planlægning og forecast, ikke på at frembringe noget, der er noget værd," supplerer Tom Poppendieck.
Det er et udsagn, der kræver lidt uddybning.
"Der er ikke noget marked, hvor kravspecifikationer kan sælges. Analyse, kravspecifikationer og projektplaner har ingen værdi. Det eneste, der genererer værdi, er fungerende software. Derfor deler man ikke processen op i en mase små bidder af aktiviteter i lean; man deler op i funktionalitetsbidder. Hver eneste lille del funktionalitet er værdifuld. Når halvdelen af funktionalitetsbidderne er færdige, så ved du, at du er halvvejs. Hvis du følger 1990-metoden, har du ingen ide om, hvor langt du er, selvom du har overstået halvdelen af aktiviteterne," forklarer han.

Mere end systemudvikling
Lean er især kendt fra den japanske bilproducent Toyoata, der med stor succes anvender den leanbaserede tankegang i sin produktionsproces. Det er således ikke kun systemudvikling, der skal være præget af den lean-baserede tankegang, men hele virksomheden skal være gennemsyret af lean-tankegangen, mener Poppendieck-ægteparret.
"Lean er et system til ledelse, det er ikke en metode. Uafhængigt af det er der så opstået agile udviklingsmetoder som Scrum og XP (eXtreme Programming, red.) som reaktion til 1990. De passer perfekt med implementeringer af lean-tankegang. Begge har en agil tilgang til softwareudvikling, men lean er mere end det. Det starter med organisationen. Det gælder om løbende at tilpasse sig markedet og kunderne. Det er mere end agile teknikker. Jo hurtigere du kan levere noget brugbart, jo bedre," siger Tom Poppendieck.
De lean-baserede principper anvendes i vidt forskellige organisationer.
Fremstillings- og produktionsvirksomheder forstår udmærket lean-tankegangen. Militæret anvender også lean. Der er ikke noget mærkeligt ved, at man skal være klar til at tilpasse sig, når noget uforudset sker. Verden ændrer sig. Derfor skal virksomheden og projekter også være i stand til at tilpasse sig.
Mary Poppendieck anvender selv begrebet "forecast-driven" om virksomheder, der arbejder ud fra forudsætningen om, at det er muligt at forudsige alt fremtidigt arbejde. Et skift fra en forecast-baseret virksomheds- og projektform til en lean-baseret er en stor forandring. Det er derfor vigtigt at få ledelsen i en virksomhed til at gå helhjertet ind i et skift til en lean-baseret tankegang.
"Først skal ledelsen indse, at forecast ikke er effektivt. Der er ikke nogen magisk metode til at gøre et skift fra en forecast-baseret til en lean-baseret virksomhed enkel. Men det er nødvendigt, at ledelsen indser, at forecast ikke giver de resultater som er nødvendige. Virksomheder, der er i stand til at tilpasse sig ændringer hurtigt, er i en meget bedre konkurrencemæssig form end traditionelle virksomheder," siger hun. Selvom nogle projekter af sig selv begynder at anvende eksempelvis agile udviklingsmetoder, er det vigtigt med ledelsens opbakning. Ellers er der risiko for, at det blot forbliver eksperimenter og ikke en iboende egenskab i virksomheden.
"Folk bliver jo ikke straffet, hvis de gør, som man altid har gjort. Derfor er det nødvendigt med ledelsesopbakning til nye initiativer. Find den person, der koncentrerer sig om konkurrenterne. Sælg det på, at virksomheden bliver bedre til at reagere hurtigt på forandringer og dermed hurtigere end konkurrenterne får et nyt produkt på markedet," anbefaler Mary Poppendieck.

Boks:
Mary og Tom Poppendieck
Mary Poppendieck har en universitetsgrad i
matematik og har arbejdet som softwareudvikler hos 3M.

Hendes mand Tom Poppendieck, har en ph.d. i fysik og har arbejdet som underviser og software-konsulent.

Sammen har de skrevet bøgerne: "Lean software development: An agile toolkit" fra 2003
og "Implementing Lean Software Development: From concept to cash", fra 2006.
Lean
For mere end 50 år siden indførte Toyata et
produktionssystem, der fokuserede på at minimere brug af ressourcer, der ikke gav nogen værdi til slutproduktet.

Systemet, Toyota Production System, var det første eksempel på "lean manufacturing", som det senere blev kaldt.

Billedtekst:
guruer Ægteparret Mary og Tom Poppendieck regnes som de førende inden for lean systemudvikling.

OriginalModTime: 01-06-2007 11:25:47




Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
Konica Minolta Business Solutions Denmark A/S
Salg af kopimaskiner, digitale produktionssystemer og it-services.

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
Industry 4.0 – sådan udnytter du AI og digitalisering til optimering af din produktion.

På denne konference fokuserer på en digitaliseret optimering af processer i produktions- og procesorienterede virksomheder. Herved bliver du f.eks. i stand til at kombinere maskiner med sales forecasting og derved planlægge anvendelsen af produktionsapparat og medarbejderallokering effektivt – samt begrænse materialespild og nedetid ved at optimere produktionsplanlægning og omstilling af produktionsmateriel.

04. september 2024 | Læs mere


Roundtable for sikkerhedsansvarlige: Hvordan opnår man en robust sikkerhedsposition?

For mange virksomheder har Zero Trust og dets principper transformeret traditionelle tilgange til netværkssikkerhed, hvilket har gjort det muligt for organisationer at opnå hidtil usete niveauer af detaljeret kontrol over deres brugere, enheder og netværk - men hvordan implementerer man bedst Zero Trust-arkitekturer i et enterprise set up? Og hvordan muliggør Zero Trust-arkitekturen, at organisationer opnår produktivitetsfordele med AI-værktøjer samtidig med, at de forbliver sikre i lyset af fremvoksende trusler?

18. september 2024 | Læs mere


Nye forretningsmæssige gevinster med Microsoft Dynamics 365

Eksperter fra CGI stiller skarpt på hvordan, du lærer også hvorfor det er vigtigt at have fokus på både processer, teknologi og mennesker - og hvordan du kommer i gang med løbende optimering af forretningsudvikling.

25. september 2024 | Læs mere