Denne artikel stammer fra det trykte Computerworlds arkiv. Artiklen blev publiceret den Computerworld d. 29. september 2006.
British Telecom øger indsatsen på det danske marked, hvor det går efter it-driftskontrakter hos store, internationale virksomheder. Foreløbig har eksempelvis Superfos valgt at lade det tidligere britiske telemonopol stå for driften af emballagekæmpens it-systemer.
Det tidligere britiske telemonopol BT (British Telecom), har skruet op for aktivitetsniveauet i Danmark, hvor det indtil for halvandet år siden blot havde et par folk beskæftiget med at vedligeholde og servicere den danske del af telekoncernens globale IP-netværk.
I dag er antallet af medarbejdere forøget betragteligt, og BT går målrettet efter at lande it- og telekontrakter hos danske virksomheder med afdelinger spredt ud over hele verden. Det har resulteret i netværksoutsourcing og driftskontrakter med selskaber som Arla og Superfos, hvilket på papiret har sendt den danske afdelings omsætning voldsomt i vejret.
Men BT er en multinational virksomhed, som opfylder de krav regnskabsmyndigheder i forskellige lande opstiller til årsregnskabsaflæggelse. Derfor skal man heller ikke tillægge de danske regnskabstal alt for stor betydning, men hellere skele til gruppens årsregnskaber, som giver et retningsgivende og korrekt billede, mener Sigurd Hellum, der står i spidsen for BT's danske aktiviteter.
- Tallene - eksempelvis omsætningen - giver ikke et reelt billede af BT's danske forretning, men tendensen i regnskabet er god nok. Vi har skruet kraftigt op for aktiviteterne herhjemme, siger Sigurd Hellum.
BT's nye kunder er større, internationale virksomheder, som vil udnytte de muligheder, adgangen til BT's globale IP-netværk giver. Men virksomheden har ændret strategi, så den i dag ikke blot tilbyder teletjenester, men går målrettet efter at stå for virksomhedernes samlede it- og teleinfrastruktur. Det har allerede givet pote, og BT indgik eksempelvis i fjor en driftsaftale med emballagekæmpen Superfos til en værdi af over 200 millioner kroner. Med aftalen overtog BT al drift og overvågning af infrastrukturen i Superfos' globale it-infrastruktur. Ifølge aftalen skal BT koble 22 lokationer i 14 lande i Europa sammen via selskabets MPLS-netværk. Samtidig overtog BT total ansvaret for Superfos' it-infrastruktur, som omfatter pc'er, servere, AS/400-computere samt drift og udvikling af alle applikationer i en samlet outsourcingkontrakt.
BT's nordiske topchef, Anders Westkämper, fortalte ved den lejlighed Computerworld, at Superfos-aftalen er et eksempel på, hvad teleselskaber har af muligheder på det nordiske marked for it-services.
- Med aftalen sendte vi et klart signal til markedet om, at selv om vi kommer fra televerdenen, så har vi de kompetencer, der skal til, for at drive og udvikle alle aspekter af større virksomheders it-infrastruktur, sagde Anders Westkämper.
Endnu mere dansk aktivitet
Ifølge Sigurd Hellum er der fortsat masser af potentielle, danske kunder, også selvom de helt store, multinationale virksomheder ikke ligefrem hænger på træerne herhjemme.
- Danmark - og egentligt hele den nordiske region - har en lang række virksomheder, hvor globaliseringen så at sige er kommet ind med modermælken, idet der i disse lande altid har hersket en lang tradition for international samhandel, hvilket i dag øger efterspørgslen efter en lang række it-services, som falder naturligt sammen med, eller udspringer fra, globale netværk, f.eks. rederier og handelsselskaber, siger Sigurd Hellum.
Derfor er han og BT's øvrige stab ved at kredse de virksomheder ind, som har behov
for de internationale it- og teletjenester, selskabets globale netværk kan tilbyde.
- Vi forsøger at være fornuftige købmænd, som bygger forretningen op, i takt med at kunderne kommer ind. Du vil nok ikke se BT-koncernen smide et par hundrede millioner kroner efter en dansk satsning, men derimod vil du se os udbygge forretningen efter et "pay as you go" princip, siger Sigurd Hellum.
Det betyder også, at der ikke er aktuelle planer om at etablere et nyt dansk hovedkvarter.
- Vi ser København - eller snarere Øresundsregionen - som porten til Norden og Baltikum. Derfor er det vigtigt, at vi er til stede i hovedstaden, men omdrejningspunktet er vores kontor i Malmö, hvor der i tillæg til det personale, vi har siddende direkte ude hos vores kunder, er flere end 20 medarbejdere, siger Sigurd Hellum.
I alt er der 140 medarbejdere i BT Nordics, der dækker hele den nordiske region. Den nordiske forretning blev etableret i 1989 og har en lang række globale koncerner som kunder bl.a. Volvo, SCA, SKF, Stena Line, Sandvik, AkerKvaerner, AstraZeneca, Cargotec, Finnlines, Amcor m.fl.
Billedtekst:
- Vi ser København - eller snarere Øresundsregionen - som porten til Norden og Baltikum, siger Sigurd Hellum, chef for BT's danske aktiviteter.
OriginalModTime: 04-10-2007 13:43:48