Dårligt bestyrelsesarbejde hæmmer væksten

Denne artikel stammer fra det trykte Computerworlds arkiv. Artiklen blev publiceret den Computerworld d. 16. juni 2006.


For dårligt sammensatte it-bestyrelser hæmmer it-virksomheders vækstmuligheder. Supplement til retningslinjer for corporate governance er måske løsningen.

Vækstmulighederne i nystartede danske it-virksomheder er alvorligt under pres, fordi ejerne negligerer vigtigheden af bestyrelsesarbejdet. Det får nu en række eksperter til at advare om, at laden stå til sætter danske it-virksomheder i en ugunstig situation.
Undervurdering af bestyrelsesarbejdets betydning hæmmer nemlig vækstmulighederne, mener direktør for Vækstfonden, Christian Motzfeldt.
- Det er vigtigt, at investorerne sørger for, at virksomhederne får den rette sparring, eksempelvis på udviklingen af en ‘go to market'-strategi. Des­værre er det langt fra tilfældet. Vi ser ganske mange personer i bestyrelser­ne med finansiel erfaring, men der mangler for eksempel personer med operationelle erfaringer, forklarer Vækstfondens direktør.
Sammen med rekrutteringsfirmaet Russell Reynolds Associates har Vækstfonden på baggrund af et rundspørge til virksomheder i it-branchen analyseret forholdene for bestyrelserne.
Og billedet, der tegnes, minder ifølge professor ved Handelshøjskolen i Århus, Anders Drejer, om de generelle forhold i danske bestyrelser.
- Man kunne have håbet, at it-branchens aktører var endnu mere fremme i skoene, men desværre ser det ikke sådan ud, lyder det fra professoren, der blandt andet beskæftiger sig med strategisk lederskab.

It-branchen rammes især af de problematiske bestyrelser, fordi det er en branche præget af mange nystartede virksomheder, hvor bestyrelsen spiller en mere central rolle. Mens bestyrelser i store virksomheder typisk varetager en kontrolfunktion, er det helt anderledes i de små it-virksomheder, hvor bestyrelsen ofte skal betragtes som ledelsens forlængede arm.
- I virksomhedernes første år har bestyrelsens langt større betydning for udviklingen. Derfor er det vigtigt at besætte posterne med helt specifikke kompetencer. Ligger vækstmulighederne i for eksempel Kina, bør et af medlemmerne bidrage med den erfaring, forklarer Peter Gramkov fra Russell Rey­nolds Associates.
Netop manglen på inter­nationale kapaciteter i bestyrelserne bekymrer Peter Gram­kov.
- En stor del af disse virksomheder skal vokse ved en international udrulning, men i den sammenhæng er der alt for få internationale profiler i bestyrelserne, faktisk kun 20 procent, siger han.

En af hovedårsagerne til manglen på rette kompetencer, er - ifølge headhunter Peter Gramkov - at de ringe vilkår gør det svært at rekruttere de rette kompetencer. 9 ud 10 bestyrelsesmedlemmer aflønnes med mindre end 50.000 kroner om året, og kun et fåtal tilbydes aktieoptioner. Det er ganske enkelt for lidt til at tiltrække personer med blandt andet international erfaring, mener headhunteren.
- It-virksomhederne er ikke gode nok til at tilbyde warrants og aktieoptioner som aflønningsform. Hvis en virksomhed ikke har mulighed for at tilbyde store lønninger, hvad de små vækstorienterede virksomheder sjældent har, er de nødt til at kompensere på en anden måde. Nuværende ak­tionærer må åbne for posen og tilbyde medejerskab, hvis bestyrelsens skal arbejde lykkes, siger Peter Gramkov.
Han sammenligner blandt andet de danske it-virksomheder med kollegerne i Silicon Valley. Her tilbydes bestyrelsesmedlemmerne i 7 ud af 10 virksomheder aktieoptioner, mens tallet kun 2 ud af 10 i danske it-virksomheder.

Problemet er ikke enestående i it-bestyrelserne, fortæller professor Anders Drejer fra Handelshøjskolen i Århus.
- Kravene til bestyrelsesarbejdet i danske virksomheder over en bred kam er ikke godt nok. Ud over personer med en finansiel baggrund, er det vigtigt med deltagelse af personer, der påtager sig arbejdet med innovation og fornyelse. I sammensætningen af en bestyrelse er det ikke nok at fokusere på økonomien, men også et spørgsmål om at sammensætte en bestyrelse med den rette viden, siger Anders Drejer.
Vi skal dog ikke skue længere end over til den anden side af Øresund for at se, hvad der kan gøre forskellen. I Sverige har flere medlemmer af en typisk it-bestyrelse direkte erfaringer med børsintroduktioner, store aftaler og internationale produktlanceringer end danske.
- Svenskerne har en tradition med store virksomheder, og de har derfor et helt andet forhold til bestyrelser. I Danmark har vi været præget af små familiedrevne virksomheder, hvor faderen bestemte. Han er der ikke længere, og det nødvendiggør en yderligere professionalisering, siger han.

I sidste ende hviler ansvaret for en bedre bestyrelsessammensætning hos investorerne - venturekapitalister, aktionærerne og indehaverne. Hverken Vækstfondens direktør Christian Motzfeldt eller professor Anders Drejer peger på skærpet lovgivning til bestyrelser som en løsning.
Vækstfondens direktør mener i stedet, at investorerne selv skal stille flere krav til bestyrelsesarbejdet. I sidste ende er det jo i deres interesse.
- Vi skal arbejde med at udvikle modeller, der rent faktisk gør det interessant at deltage i bestyrelsesarbejdet. Dernæst handler det selvfølgelig om at sætte fokus på vigtigheden af bestyrelsens rolle, siger Christian Motzfeldt.
Ifølge Anders Drejer er en anden vej rundt at udstikke retningslinjer for bestyrelsesarbejdet. Selv arbejder han sammen med en arbejdsgruppe under Innovationsrådet på at forme et sæt retningslinjer, der kan være et appendiks til dem, vi kender fra corporate governance.
- Mens reglerne for corporate governance handler om driften, skal det nye sæt retningslinjer for innovation governance fokusere på virksomhedernes udvikling. Det vil indeholde bud på rollefordelingen mellem topledelse og bestyrelse: Hvem laver målsætninger og målepunkter for skabelsen af en innovationsstrategi, siger Anders Drejer.
Det detaljerede bud på innovation governance præsenteres efter planen til september.

Boks:
Behov for vækstfokus
Der er tilsyneladende brug for fokus på udviklingsfasen i danske virksomheder.
Nystartede danske virksomheder har generelt store problemer med at vokse sig store. Ganske vist ligger Danmark højt rangeret i forhold til sammenlignelige lande, hvad angår opstartsraten af nye virksomheder. Med hensyn til vækst i nye virksomheder ser det mindre godt ud. Her ligger Danmark på niveau med lande som Tyskland, Holland og Østrig, men efter lande som Sverige og England og langt efter de bedste lande som Korea og USA. Et simpelt gennemsnit af andelen af iværksættere med vækst i ansatte og omsætning over 60 procent
viser, at lidt under 5 procent af de danske iværksættere kan karakteriseres som vækstiværksættere. I USA og Korea er det op mod 15 procent af iværksætterne. Skabelse af flere vækstiværksættere er derfor den store udfordring i forhold til regeringens målsætninger.
Kilde: Iværksætterindeks 2005, Erhvervs- og Byggestyrelsen og FORA
(Økonomi- og Erhvervsministeriets enhed for
Erhvervsøkonomisk Forskning og Analyse)

Billedtekst:
manglende erfaring
- Vi ser ganske mange personer
i bestyrelserne med finansiel erfaring, men der mangler
for eksempel personer
med operationelle erfaringer, forklarer Vækstfondens direktør, Christian Motzfeldt.

OriginalModTime: 15-06-2006 13:31:12




Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
Alfapeople Nordic A/S
Rådgivning, implementering, udvikling og support af software og it-løsninger indenfor CRM og ERP.

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
Send dine legacysystemer på pension og invitér standardløsninger indenfor

Legacysystemer er rygraden i mange organisationers it-infrastruktur, men før eller siden er det tid til at sige farvel og skifte til en eller flere standardløsninger. Vi udforsker scenarier og muligheder, der gør det muligt at rykke videre. Hvad er businesscasen? Hvilke krav stiller skiftet til din forretning og jeres processer? Hvordan

08. oktober 2024 | Læs mere


Dynamics 365 & Business Central - AI og branchemoduler

Udforsk, hvordan du kommer godt i gang med Business Central, får hjælp til at tilpasse platformen til dine behov og får mest ud af din ERP-løsning med begrænsede ressourcer.

23. oktober 2024 | Læs mere


Årets CISO 2024

Vær med når Computerworld, Dansk Erhverv og Rådet for Digital Sikkerhed tager temperaturen på trusselslandskabet lige nu, og giver dig overblikket over de nyeste trusler, de mest aktuelle tendenser og de bedste løsninger og værktøjer til at sikre effektiv drift og høj compliance.

24. oktober 2024 | Læs mere