OpenAI’s samlede værdi stiger mod himlen som en anden raket.
Efter en lang forhandlingsproces med en række store investorer pumpes der nu 6,6 milliarder dollar ind i selskabet.
Kapitalrunden har været længe undervejs, og mindstebeløbet for at være med har været 250 millioner dollar, skriver amerikanske medier.
OpenAI har desuden stillet som betingelse for at deltage i kapitalrunden, at de pågældende investorer ikke investerer i OpenAI’s konkurrenter.
Hovedinvestor er kapitalfonden Thrive Capital, som investerer 1,25 milliarder dollar, mens Microsoft lægger lige under en milliard dollar på bordet.
Hertil kommer japanske SoftBank (halv milliard dollar), Nvidia (100 milliarder dollar), Tiger Global (350 millioner dollar), Ark Investment (250 millioner dollar), Altimeter Capital (250 millioner dollar), Khosla Ventures, Fidelity Management og saudi arabiske MGX.
Pengene skal hastigt investeres i udbygning af ikke mindst infrastruktur, som skal OpenAI på forkant med den for tiden meget hastige udvikling og konkurrence på AI-området.
Det koster mange penge at holde trit, og det understreges af, at OpenAI langt fra er en overskudsforretning. Selskabet forventer således at tabe fem milliarder dollar i år, hvor omsætningen ventes at lande på blot 3,7 milliarder dollar.
Det er forventningen, at omsætningen i 2025 vil lande på knap 12 milliarder dollar.
Runder billion kroner
Ifølge Wall Street Journal har forhandlingerne resulteret i en samlet værdifastsættelse af OpenAI på enorme 157 milliarder dollar - godt en billion kroner.
Det betyder, at OpenAI med et slag er lige så meget værd som flere af de helt store børsnoterede selskaber som Uber Technologies, AT&T og Goldman Sachs.
Det skal ses i sammenhæng med, at OpenAI ved den seneste værdifastsættelse tidligere på året blev vurderet til at være 86 milliarder dollar værd.
Den nuværende kapitalrunde er blandt de største nogensinde for et privat-ejet selskab, skriver Wall Street Journal.
Faktisk står OpenAI også bag en af de øvrige store kapitalrunder, i det Microsoft i januar 2023 købte sig ind i selskabet for 10 milliarder dollar.
En tredje stor kapitalrunde fandt sted tidligere i år, da investorer pumpede seks milliarder dollar ind i Elon Musks startup xAI.
De eksorbitante beløb er udtryk for det samme: Tech-selskaberne kæmper med næb og kløer for at få fordelen på det fremadstormende AI-marked, som alle ved kommer til at definere it-udviklingen i de kommende mange år.
Her gælder det om hele tiden at være foran, og det er et udviklingsræs, der ikke mindst defineres af penge og investeringer.
Slut med nonprofit
Det er blot få dage siden, at OpenAI meddelte, at det er slut med at være nonprofit. Fremover skal selskabet fungere som et kommercielt selskab, der er sat i verden for at tjene penge.
Den ændring er helt afgørende for den nye kapitalrunde, skriver Wall Street Journal.
I hvert fald er det blevet aftalt med investorerne, at de har mulighed for at trække deres investeringer ud igen, hvis ikke OpenAI når i mål med den planlagte overgang til at være et ‘for profit’-selskab inden for to år.
OpenAI blev grundlagt i 2015 og var selskabet, der kickstartede den eksplosive udvikling af AI, som tog sin begyndelse med lanceringen af ChatGPT 30. november 2022.
Selskabet har siden gennemgået en radikal udvikling, og i dag er kun en håndfuld af de oprindelige medarbejdere tilbage ombord.
Selskabets CFO, Sarah Friar, har meddelt til medarbejderne, at den nye kapital skal investeres i at udbygge ‘computer power’ og lignende til understøttelse af den rå drift af de AI’er, som selskabet driver.
Læs også: