Vækstområder for dansk it

Denne artikel stammer fra det trykte Computerworlds arkiv. Artiklen blev publiceret den Computerworld d. 16. juni 2006.


Hvilke teknologier bliver fundamentet for fremtidig vækst hos danske it-virksomheder? Computerworld har hørt en række repræsentanter fra it-verdenen.
Med udgangspunkt i Innova­tion Labs liste over 10 kommende nøgleteknologier har Computerworld talt med Tom Togsverd, branchedirektør i Dansk Industris it-branchefællesskab ITEK, Henrik Egede Rasmussen , kommunikationsdirektør i IT-Branchen samt prorektor Jørgen Staunstrup fra IT-Universitetet.
Vi spurgte, hvilke teknologiområder, der kan være med til at skabe vækst i danske it-virksomheder de kommende år.
Alle tre er enige om, at de udvalgte teknologier får betydning fremover, men det er ikke alle teknologierne, som Danmark umiddelbart kan anvende til at gøde jorden for danske it-virksomheders fremtidige vækst.
- Umiddelbart virker mange af teknologierne meget hardwareorienterede. Der er skærmteknologi, brændselsceller og chips. Det er ting, der ligger forholdsvist langt nede i værdikæden. Set med danske briller er jeg skeptisk over for, om vi kan gøre os på de områder. Der hvor vi kan tjene penge er højere oppe i værdikæden, hvor vi kan skabe systemer, der binder ting sammen. Systemer der er nyttige i forhold til folks arbejdssituationer, mener Jørgen Staunstrup fra IT-Universitetet.
Hardcoreteknologien kan ikke stå alene, men skal tilføres værdi i form af systemer og brugerrettede services, er således forskningschefens holdning. Den holdning deles af de to repræsentanter fra it-erhvervet.
- Det er i spændingsfeltet mellem domæneviden og den specifikke teknologi, at Danmark udmærker sig, siger Tom Togsverd fra ITEK.
Han nævner Århus-virksomheden Terma, der har succes med eksempelvis luftfartssystemer, fordi virksomheden er god til at forstå piloters og flyvelederes arbejdssituationer. Det gør Terma i stand til at udvikle systemer, der er effektive og enkle at anvende.

I organisationen IT-Branchen ser man også kombinationen af grundteknologi med services og brugerrettet software som recepten for Danmarks fremtidige it-vækst.
- Det er kombinationen af teknologi og services som skaber produkter, siger Henrik Egede Rasmussen fra IT-Branchen.

Mobile og trådløse teknologier fremhæver alle tre som et område, hvor Danmark kan gøre sig internationalt.
- Hele wireless-området er interessant. Danmark og de andre skandinaviske lande er langt fremme på mobilområdet, siger Henrik Egede Rasmussen.
Han understreger, at det ikke er de trådløse teknologier i sig selv, men services og tjenester, der bygger på de trådløse teknologier, som er et fremtidigt vækstpotentiale for danske virksomheder.
- De trådløse teknologier er fine nok, men det er services, som er det mest interessante for danske virksomheder. På det område er vi helt klart på banen. Der er en skandinavisk overrepræsentation af firmaer, der udvikler mobilservices, siger Henrik Egede Rasmussen.
Han bakkes op af Tom Togsverd fra ITEK, der mener, at Danmark har en stærk position på mobilområdet.
- Det er ikke en tilfældighed, at Nokia har en stor udviklingsafdeling i København. Af de i alt 1.400 ansatte arbejder en stor del med udvikling. Danmark er således en stor del af Nokias værdikæde. Tilsvarende har Texas Instruments også en stor udviklingsafdeling, siger Tom Togsverd.
Texas Instruments ålborgensiske Wireless Terminals afdeling betegnes som en af de førende inden for udvikling af hardware og software til mobiltelefoner.

Jørgen Staunstrup ser også mobile og trådløse teknologier som et godt vækspotentiale for dansk it i årene fremover. Igen er det et spørgsmål om at fremelske vækstpotentialet ved at koble hardcore-teknologi sammen med software og skabe brugervenlige systemer, der kan tilpasses forskellige arbejdssituationer.
- Vi skal satse på software, der gør dimserne nyttige. Det gælder om at etablere en platform, der tilføjer værdi til grundteknologien. Det er ikke nok at vide, at der er en smart mobil "gadget", hvis man ikke ved noget om den arbejds­situation som den mobile enhed skal anvendes i, siger Jørgen Staunstrup.
I Videnskabsministeriets netop udsendte rapport "På bølgelængde" er der også positive forventninger til den trådløse teknologi som katalysator for vækst i it-Danmark. "Den danske forskning er i verdensklasse, og vi ser en række erhvervsmæssige styrkepositioner i dag, hvor Danmark fremover har gode forudsætninger for at blive globalt førende", hedder det i rapporten om mobil og trådløs kommunikation.
IT-Branchen satser da også på mobilområdet og deltager eksempelvis for første gang med en fællesstand på 3GSM World Congress i Barcelona til næste år.

Sundhedsområdet kandiderer til at blive et område, hvor Danmark kan anvende de nye teknologier til at skabe en fø­rende kombination af teknologi og systemviden.
- Der er kæmpemæssige forandringer på vej i sundhedssektoren. EPJ er kun toppen af isbjerget. Der er en tendens, der går i retning af at flytte mere af sundhedsvæsenet ud mod de praktiserende læger.
Det kræver etablering af en massiv it-infrastruktur, siger Jørgen Staunstrup.
Et andet sundhedsrelateret område er medicinalindustrien, hvor Danmark har nogle internationale lokomotiver som eksempelvis Novo Nordisk, der kan skubbe it-virksomhedernes fremtidige vækst i gang.
- Fremover vil megen naturvidenskabelig forskning handle om at bygge computermodeller. Det gælder navnlig på det medicinske område. Her skal der opbygges computermodeller, der simulerer, hvordan mennesker reagerer på farmaceutika, siger Tom Togsverd.
Han ser ekspertise i opbygning af komplicerede datamodeller, eller e-science, som et andet potentielt væksområde for dansk it.
Netop muligheden for at kombinere teknologien med brancheviden fra områder, hvor Danmark traditionelt har udmærket sig, kan være en anden mulighed for vækst.
- Ideen "tangible computing" om chips indbygget i tøj og møbler virker umiddelbart spekulativ. Men måske kunne en kreativ møbelindustri finde ud af at give ideen reel værdi, så det ikke bare er en teknologisk interessant tanke, foreslår Jørgen Staunstrup.

Billedtekst:
"Det er i spændingsfeltet mellem domæneviden og den specifikke teknologi, at Danmmark udmærker sig"
tom togsverd,
itek

Billedtekst:
"De trådløse teknologier er fine nok, men det er services, som er det mest interessante for danske virksomheder"
Henrik egede rasmussen,
it-branchen

Billedtekst:
"Vi skal satse på software, der gør dimserne nyttige. Det gælder om at etablere en platform, der tilføjer værdi til grundteknologien"
Jørgen Staunstrup,
it-universitetet

OriginalModTime: 15-06-2006 13:41:25




Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
Højer og Lauritzen ApS
Distributør af pc- og printertilbehør.

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
Industry 4.0 – sådan udnytter du AI og digitalisering til optimering af din produktion.

På denne konference fokuserer på en digitaliseret optimering af processer i produktions- og procesorienterede virksomheder. Herved bliver du f.eks. i stand til at kombinere maskiner med sales forecasting og derved planlægge anvendelsen af produktionsapparat og medarbejderallokering effektivt – samt begrænse materialespild og nedetid ved at optimere produktionsplanlægning og omstilling af produktionsmateriel.

04. september 2024 | Læs mere


Roundtable for sikkerhedsansvarlige: Hvordan opnår man en robust sikkerhedsposition?

For mange virksomheder har Zero Trust og dets principper transformeret traditionelle tilgange til netværkssikkerhed, hvilket har gjort det muligt for organisationer at opnå hidtil usete niveauer af detaljeret kontrol over deres brugere, enheder og netværk - men hvordan implementerer man bedst Zero Trust-arkitekturer i et enterprise set up? Og hvordan muliggør Zero Trust-arkitekturen, at organisationer opnår produktivitetsfordele med AI-værktøjer samtidig med, at de forbliver sikre i lyset af fremvoksende trusler?

18. september 2024 | Læs mere


Nye forretningsmæssige gevinster med Microsoft Dynamics 365

Eksperter fra CGI stiller skarpt på hvordan, du lærer også hvorfor det er vigtigt at have fokus på både processer, teknologi og mennesker - og hvordan du kommer i gang med løbende optimering af forretningsudvikling.

25. september 2024 | Læs mere