Sun åbner for kildekoden

Denne artikel stammer fra det trykte Computerworlds arkiv. Artiklen blev publiceret den Computerworld d. 26. maj 2006.


Det er ikke kun Java, som Sun gør til open source. På forrige uges JavaOne-konference blev en række produkter annonceret som open source.
Den helt store nyhed på sidste uges JavaOne-konference var, at Sun vil åbne for kildekoden til Java. Men det er ikke kun programmeringssproget, som Sun udviklede for over ti år siden, der skal være open source.
Scott McNealys efterfølger, Jonathan Schwartz, kunne på sin første JavaOne-konference med titlen CEO annoncere en række produkter, hvor Sun vil gøre kildekoden tilgængelig for interesserede.
Jonathan Schwartz, der kom til Sun i 1996, samme år som den officielle version 1.0 af Java blev frigivet, medbragte en betragtelig håndfuld teknologier, som Sun har til hensigt at gør til open source.

Det er ikke første gang, at Sun tager et stort open source-skridt. Sidste sommer valgte Sun at lave en open source-version af deres operativ­system Solaris. I efteråret 2005 berettede Suns Chief Open Source Officer Simon Phipps i et interview med Computerworld, at Sun havde planer om at lave al Suns software om til open source. Med de seneste annonceringer er Sun et godt stykke vej til at blive et open source-selskab. Dengang sagde Simon Phipps blandt andet:
- Det er da tåbeligt at have en lille lukket udviklingsgruppe, der arbejder på at udvikle software helt for sig selv. De går glip af en masse. Hvis man lægger koden ud som open source, har man mulighed for at få input fra en masse intelligente folk.

Simon Phipps understregede i interviewet fra sidste år, at det kræver forberedelse at lave et produkt om til open source.
Eksempelvis var Open Solaris fem år undervejs. Det kan være, at processen med at åbne Solaris har givet Sun mere erfaring. I hvert fald nævner IDG News Service, at Sun-ledere forventer en tidshorisont på halvandet år for en endelig open source af Java. Tidsplan for åbning af kildekoden for de andre produkter er ikke offentliggjort.
Suns annonceringer af open source-produkter er et forsøg på at få et solidt fodfæste på open source-markedet. Analytiker Shawn Willet fra Current Analysis ser frigivelsen af message-teknologien Sun Java System Message Queue, BPEL-værktøjerne og WSIT som et forsøg på at opbygge en open source Enterprise Service Bus (ESB).
- De prøver at komme ud med ting et skridt foran JBoss, som ikke har noget klar med hensyn til ESB endnu. See­Beyond-produkterne (Sun købte firmaet SeeBeyond sidste år, red.) har en række features og vil automatisk blive en ledende open source-udfordrer, kommenterede Shawn Willet ved Suns annonceringer.
Virksomheden JBoss, der udvikler open source-applika­tionsserveren JBoss, blev kort før påske købt af Red Hat, der hidtil mest har været kendt som Linux-distributør. Red Hat har dog ikke lagt skjul på sine ambitioner om at blive leverandør af en komplet open source-soft­warestak bestående af operativsystem, database, udviklingsværktøjer, applika­tionsserver og administra­tionsværktøjer.
Hvorvidt Red Hat mener, at Sun nu bliver en alvorlig open source-konkurrent, vides ikke, men flere iagttagere noterede sig, at Red Hat ikke var med på scenen, da Sun annoncerede en ny softwarelicens, Operating System Distributor's License for Java.

Den nye licens skal gøre det nemmere at distribuere Javas runtime-miljø (JRE) og Javas udviklingsmiljø (SDK) sammen med Linux. Hidtil er Suns licensbetingelser kollideret med Linux' licensbetingelser og har gjort det besværligt for Linux-distributører at inkludere Java i deres Linux-distributioner.
Red Hat er den største Linux-distributør, men var ikke med på scenen, da den nye licens blev præsenteret. Det var derimod Ubuntu Linux-distributøren Canonical og Microsoft.
Ved at åbne kildekoden for mange af sine produkter, ser Sun således ud til at udvikle sig til et open source-firma, der også sælger hardware. På et område har Sun dog valgt ikke at bevæge sig i samme retning som en stor del af open source-markedet. Det er med hensyn til udviklingsværktøjer.
Som stort set eneste leverandør af udviklingsværktøjer har Sun, sammen med Microsoft, valgt at holde sig væk fra open source-udviklingsplatformen Eclipse.
Sun vælger stadig at satse på sit eget udviklingsmiljø Net­Beans. Selskabet har dog for nylig leveret kode til Eclipse-projektet, der gør det muligt at anvende Eclipse på Sun Solaris x86-systemer.

Billedtekst:
åbenhed Som nyslået CEO for Sun kunne Jonathan Schwartz på sidste uges JavaOne-konference annoncere en
række Sun-produkter som
bliver open source.

Boks:
Suns planer
om open source
Sun planlægger at gøre følgende produkter til open source:

• Java Studio Creator. Suns integrerede udviklingsmiljø (IDE) for webudvikling.

• Java Studio Enterprise. Suns integrerede udviklingsmiljø (IDE) for enterprise webapplikationer.

• Java System Portal Server 7. Software til udvikling af web-baserede portaler.

• Sun Java System Message Queue. Middlewareprodukt til integra­tion af systemer.

• Business Process Execution Language (BPEL) Engine fra Suns Java Composite Application Platform Suite (Java CAPS), som Sun erhvervede ved sit opkøb af SeeBeyond i 2005. Anvendes til at sammensætte forretningsprocesser understøttet af web services.

• Web Services Interoperability Technology (WSIT). Før kendt under navnet Tango. Skal gøre det nemt at integrere Java webservices med Microsofts .Net Webservices.

Boks:
ESB
En Enterprise Service Bus (ESB) er et integrationslag i it-infrastrukturen, hvor applika­tioner kan tilslutte sig og udveksle beskeder med hinanden. ESB anvender køer til at opbevare beskeder midlertidigt, hvis en modtager af en besked ikke er tilgængelig.

Derudover skal en ESB kunne transformere beskeder og sørge for rutning af beskederne. ESB ses som en væsentlig kernekomponent i realiseringen af den serviceorienterede arkitektur, men markedet for ESB er endnu i en tidlig fase.

OriginalModTime: 26-05-2006 09:16:42




Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
JN Data A/S
Driver og udvikler it-systemer for finanssektoren.

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
Industry 4.0 – sådan udnytter du AI og digitalisering til optimering af din produktion.

På denne konference fokuserer på en digitaliseret optimering af processer i produktions- og procesorienterede virksomheder. Herved bliver du f.eks. i stand til at kombinere maskiner med sales forecasting og derved planlægge anvendelsen af produktionsapparat og medarbejderallokering effektivt – samt begrænse materialespild og nedetid ved at optimere produktionsplanlægning og omstilling af produktionsmateriel.

04. september 2024 | Læs mere


Roundtable for sikkerhedsansvarlige: Hvordan opnår man en robust sikkerhedsposition?

For mange virksomheder har Zero Trust og dets principper transformeret traditionelle tilgange til netværkssikkerhed, hvilket har gjort det muligt for organisationer at opnå hidtil usete niveauer af detaljeret kontrol over deres brugere, enheder og netværk - men hvordan implementerer man bedst Zero Trust-arkitekturer i et enterprise set up? Og hvordan muliggør Zero Trust-arkitekturen, at organisationer opnår produktivitetsfordele med AI-værktøjer samtidig med, at de forbliver sikre i lyset af fremvoksende trusler?

18. september 2024 | Læs mere


Nye forretningsmæssige gevinster med Microsoft Dynamics 365

Eksperter fra CGI stiller skarpt på hvordan, du lærer også hvorfor det er vigtigt at have fokus på både processer, teknologi og mennesker - og hvordan du kommer i gang med løbende optimering af forretningsudvikling.

25. september 2024 | Læs mere