Denne artikel stammer fra det trykte Computerworlds arkiv. Artiklen blev publiceret den Computerworld d. 20. januar 2006.
Teknologiaktivisten Jeff Kaplan præsenterede på en høring
vejen til et it-miljø med åbne standarder og forslag til konkrete milepæle.
Danmark er repræsenteret med hele to eksempler i The Roadmap for Open ICT Ecosystems. Det ene er anvendelsen af åbne standarder i forbindelse med den gennemførte e-faktura i det offentlige, og det andet er pilotprojektet med anvendelse af mobile løsninger til hjemmeplejen i seks danske kommuner.
Alligevel vil Jeff Kaplan, der kalder sig international technology consultant, ikke erklære Danmark for et åbent it-miljø. Og om nogen skulle han ellers kunne gøre det. For et år siden etablerede Jeff Kaplan sammen med 24 embedsmænd og akademikere fra hele verden gruppen Open ePolicy Group i forbindelse med Berkman Center for Internet & Society på Harvard Law School.
I september barslede gruppen med dokumentet The Roadmap for Open ICT Ecosystems, og i sidste uge præsenterede han dokumentet ved en høring om åbne standarder på Christiansborg.
- Det er vigtigt at understrege, at der ikke er et endemål. Udviklingen mod det åbne it-miljø er en evolutionsproces, hvor det ene gode projekt fører til det næste, siger han og illustrerer med eksemplet e-faktura.
- Det er et godt projekt, der har store fordele, fordi der var mange penge at spare ved at gennemføre den elektroniske fakturering, og det var muligt at vise beslutningstagerne de praktiske fordele ved åbne standarder. Alt andet lige skulle det gerne føre til nye lignende projekter, siger han.
For Jeff Kaplan er hele ideen med arbejdet i Open ePolicy Group og The Roadmap for Open ICT Ecosystems at skabe bevidsthed blandt politikere om, hvad åbne standarder er, og hvorfor det er vigtigt. Det er første skridt i demokratiseringen af teknologien.
- I de lande, som er længst fremme i arbejdet med og anvendelsen af både åbne standarder og open soruce, er der et stærkt politisk engagement bag. Og lige nu ser vi i USA en hidtil uhørt politisk interesse på it-området i for eksempel Massachusetts' beslutning om at anvende Open Document Format, siger Jeff Kaplan.
- Vi bruger et helt afsnit i dokumentet på at forklare forskellene på open source-software og åbne standarder. For hvor open source-software er kode til programmer, der ikke nødvendigvis kan køre på alle platforme, så er hele formålet med de åbne standarder at sikre platformsuafhængighed, siger han.
- Lige nu er der en del diskussion om, hvad en standard egentlig er. Og det er en vigtig diskussion fordi hele formålet med at snakke om åbne it-miljøer er at flytte beslutningen om, at vi vil have det på den måde fra it-cheferne til beslutningstagerne - hvad enten de er politikere eller erhvervsledere, siger Jeff Kaplan.
Der er fem hovedprincipper i gruppens tanker om åbne it-miljøer:
Uafhængighed: Åbne standarder skal sikre udveksling og genbrug af både applikationer og datasæt på tværs af it-arkitekturer.
Brugerfokusering: Brugerens fordele ved anvendelsen af it skal altid rangere højere end hensyn til software og hardware.
Samarbejde: Alle interessenter i form af for eksempel brugere, beslutningstagere, leverandører og så videre skal kunne deltage i udviklingen og arbejdet med informationsteknologien.
Bæredygtighed: Balancen mellem det organisatoriske, tekniske, finansielle og juridiske skal sikre, at de åbne it-miljøer udvikler sig.
Fleksibilitet: Hurtig integration af nye teknologier, protokoller og samarbejder, så de både passer til det private marked og offentlige modeller.
- Hvis vi tager udgangspunkt i disse hovedprincipper, så åbner vi for den nødvendige diskussion af, hvordan vi kan kontrollere de teknologier, som vores hverdag bliver stadig mere afhængig af. Og vi vil få brug for nye fora og nye måder at diskutere det på, mener Jeff Kaplan.
Han understreger, at The Roadmap for Open ICT Ecosystems ikke er et akademisk papir, men lavet til praktikere. Blandt andet er det muligt for beslutningstagere at bruge et benchmarking eller milepælssystem til at vurdere åbenheden i deres eget it-miljø.
- Åbenhed er en tilstand, som ændrer sig over tid. Det er opgaven, som teknologien skal løse, der afgør, hvilke standarder der er åbne i den givne situation, siger Jeff Kaplan.
- Derfor findes der ingen nemme løsninger. Diskussioner og samarbejde om åbne it-miljøer vil være enormt besværlige, men den eneste måde at sikre gennemsigtighed og den nødvendige offentlighed med informationsteknologien, siger han.
Hvad Open ePolicy Group skal lave nu er under overvejelse. Der arbejdes med en wiki (et offentligt tilgængeligt opslagsværk) om åbne it-miljøer, så gruppen kommer til at tage sin egen medicin og åbne for en diskussion om metoder og form i deres eget arbejde.
bokse: Åbne definitioner
Åbne standarder er standarder, som er vedtaget af de anerkendte standardiseringsorganer som for eksempel Internet Engineering Task Force (IETF), World Wide Web Cosortium (W3C), Organization for the Advancement of Structured Information Standards (OASIS) eller International Organization for Standardization (ISO). Kendetegnet for åbne standarder er, at alle interessenter på området kan deltage i udarbejdelsen af standarderne.
Open source er software, som er skrevet i en åben gruppe. Open source er blevet et synonym for åben udvikling, adgang til kildekode og en gratis eller billig distributionsmodel.
Åbne dokumentstandarder, som OASIS har specificeret. Det er Open Document Format baseret på XML. Denne standard har staten Massachusetts valgt at bruge. Microsoft har i forbindelse med den kommende Officepakke version 12 også annonceret en åben XML-baseret dokumentstandard.
Serviceorienteret arkitektur (SOA) hænger tæt sammen med åbne standarder. SOA handler om at lave it-løsninger ved hjælp af løst koblede softwarekomponenter og derfor alt andet lige mindsker afhængigheden af applikationsplatforme og suiter. hors
Open ePolicy Group
Stiftet i februar 2005 i forbindelse med Berkman Center for Internet & Society på Harvard Law School.
Chefkonsulent John Gøtze fra IT- og Telestyrelsen har arbejdet med i gruppen.
Roadmap for Open ICT Ecosystems kan findes på
http://cyber.law.harvard.edu/epolicy.