It får fast plads i stuen

Denne artikel stammer fra det trykte Computerworlds arkiv. Artiklen blev publiceret den Computerworld d. 13. januar 2006.


CES Elektronikmessen CES 2006 i Las Vegas stod i år i HDTV'ets tegn. For Linksys, som sidste år købte danske KiSS
Technology, er det sammensmeltningen af it og forbrugerelektronik, der trækker. Også Lego havde nyt at byde på.
Las Vegas: Med 150.000 besøgende og lige så mange kvadratmeter var elektronikmessen Consumer Electronics Show 2006 i Las Vegas større end nogensinde.
Atter en gang var det trådløst udstyr og konvergens mellem forbrugerelektronik og it, som dominerede messen, men denne gang med mere modne produkter end tidligere.
CES 2006, som fandt sted den 5. - 8. januar, kan koges ned til to bogstaver: HD. High Definition er det budskab, som alle de store elektronikfirmaer vil sælge deres nyeste produkter efter.
HDTV er endnu ikke stort i Danmark, men i CES' hjemland USA er udviklingen allerede godt igang med sport, film og tv-serier, som sendes i HD-kvalitet. Selv amerikanernes svar på Stjerne For en Aften, American Idol, bliver sendt i HD, hvis man skulle få lyst til at se mere eller især mindre begavede talenter folde sig ud i høj billedopløsning og med surroundlyd.
HD-bølgen afspejlede sig på CES både i det store antal store HDTV-apparater, hvor den høje opløsning skal forsvare forbrugerens investering i de store skærme på over 40 tommer.
Men HDTV gav samtidig anledning til en lang række interessante lanceringer fra både it- og elektronikfirmaer, som alle kæmper om at levere alt det udstyr, der skal levere indholdet til familiens nye HDTV.

Chipproducenten Intel lancerede sin nye Viiv-platform, som kopierer det succesfulde Centrino-koncept. Denne gang for multimedie-pc'er hovedsageligt rettet mod markedet for Microsoft Media Center-baserede pc'er, som har overtaget en stor del af pc-markedet i USA. Ligesom Centrino dækker Viiv over særlige processorer og chipsæt, men har derudover tilføjet krav til grafik- og lydchip.
Med Viiv vil Intel undgå, at billigere specialchip, som dem der bruges i settop-bokse og harddiskafspillere, fortrænger pc'en og dermed Intels chips fra dagligstuen.
Konkurrenten AMD lancerede sit modspil med navnet "Live!".
Intel benyttede sig samtidig af CES 2006 til at lancere den nye generation af Centrino-platformen, som nu benytter sig af dobbeltkerne-processorer.

CES 2006 lagde også messegulv til en indledende dyst mellem de to nye HD-formater for fysisk data- og videodistribution, det Sony-støttede Blu-Ray og Toshibas HD-dvd. Kampen mellem de to formater har lidt uretfærdigt været udråbt til at være en gentagelse af kampen mellem VHS og Betamax i 1980'erne. Denne gang vil mange elektronikproducenter kunne benytte den samme hardware til begge typer afspillere og blot udskifte drevene, da begge disk-formater vil understøtte de samme video-formater.
Mens HD-dvd har en trumf i form af lettere kompatibilitet med det eksisterende dvd-format, så har Sony spilkonsollen Playstation 3. Konsollen var dog til manges overraskelse fraværende på CES 2006, bortset fra enkelte eksemplarer, der ikke var sluttet til.
Den halvdanske og nu eBay-ejede Skype-software var blandt de varmeste emner på messegæsternes læber. Især fordi en række producenter lancerede særlige Skype-telefoner med indbygget understøttelse af trådløse lokalnetværk, som kunne fungere uden behov for en pc.
I det hele taget kunne man finde alt fra mini-filservere til overvågningskameraer, som forbinder sig med pc'er og anden elektronik via trådløse lokalnetværk.
Andre trådløse teknologier som trådløs USB, ZigBee og endda Bluetooth holdt til gengæld relativt lav profil.

Traditionelle it-firmaer som Microsoft, Intel og Texas Instruments færdes nu hjemmevant blandt bilstereoanlæg og verdens største HDTV. Konvergens er det ord, som it-firmaerne forsvarer deres tilstedeværelse på CES 2006 med, eller rettere deres dominans på messen, da it-firmaerne optog langt de fleste kvadratmeter i messens centrale haller.
Det betød til gengæld, at mange mindre elektronikfirmaer var henvist til at udstille på de omkringliggende casinoer, hvor vildfarende messegæster pludselig risikerede at finde sig selv midt i den sexmesse, som ligeledes fandt sted på Sands' casinoet, hvortil en del af CES 2006 var flyttet.
I de centrale haller kunne Microsoft til gengæld fremvise Windows Vista og den nye version af Office - produkter som for ikke så mange år siden hørte til i arbejdsfæren og ikke blandt forbrugerelektronik som digitalt kabeltv og GPS-navigation til bilen.

Billedtekst:
102 tommer Flere elektronikfirmaer kæmpede om at levere verdens største tv. Her er det LG, som kræver titlen med verdens største HDTV på 102 tommer.

Billedtekst:
hanekamp Sonys Blu-ray format må se sig slået med tre måneder af Toshibas HD-dvd. Begge formater kæmper om at afløse dvd'en som diskmedie i HDTV-alderen.

Billedtekst:
Multimediachip Chipproducenten Intel lancerede officielt sin nye satsning på multimediefronten med Viiv-platformen, som er multimedie-svaret på Intels succesfulde Centrino-platform.




Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
EG Danmark A/S
Udvikling, salg, implementering og support af software og it-løsninger til ERP, CRM, BA, BI, e-handel og portaler. Infrastrukturløsninger og hardware. Fokus på brancheløsninger.

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
Bliv klar til AI Act: Det vil påvirke både din udvikling, drift og organisation

Fordelene ved at anvende kunstig intelligens bliver stadig mere udtalte, og både som virksomhed og myndighed er det i stigende grad uholdbart ikke at udforske mulighederne. Men der er også risici forbundet på den nye teknologi, og på dette formiddagsseminar ser vi på, hvordan verdens første regulatoriske kompleks – EUs kommende AI Act – adresserer behovet for en etisk, ansvarlig og kontrolleret anvendelse af AI.

20. august 2024 | Læs mere


Det Digitale Produktpas

Kom med og hør om, hvordan du kommer i gang med at sikre din virksomhed er klar til Det Digitale Produktpas. Vi sætter fokus på, hvordan du bliver klædt på til at få styr og struktur på dine data, samt hvilke krav du skal sætte til dine leverandører og andre i din værdikæde, for at sikre den nødvendige information er tilgængelig.

21. august 2024 | Læs mere


Cyber Security Summit 2024

På Cyber Security Summit får du indsigt i det aktuelle trusselslandskab, overblikket over de nyeste værktøjer og trends indenfor sikkerhedsløsninger, indsigt i de relevante rammeværktøjer og krav samt de bedste løsninger og værktøjer til at sikre effektiv drift og høj compliance.

27. august 2024 | Læs mere