Mikroteknologi fører til ny generation af fladskærme

Denne artikel stammer fra det trykte Computerworlds arkiv. Artiklen blev publiceret den IT-Branchen d. 14. oktober 2005.


Canon lover knivskarpe SED-fladskærmsfjernsyn allerede næste år. Prisen er endnu ukendt, men de nye fladskærme var et
tilløbsstykke på Canons Expo i Paris.

CANON EXPO Hvert femte år gør verdens største producent af digitale kameraer, Canon, status og udstikker på sit Canon Expo retningslinjerne for de næste fem år. Fem år lyder af en del i it-branchen, men det skortede ikke på nyheder og visioner, på sidste uges Canon Expo i Paris.
Koncernens speciale er fremstillingsprocesser ned til mikroskopiske dimensioner, som eksempelvis er nødvendige, når man fremstiller en bubblejet-printer. Den ekspertise går igen i en række helt nye produktlinjer fra Canon.
Skarpere skærme
Næste år sender selskabet for eksempel en helt ny type fladskærmsfjernsyn på markedet, som er baseret på SED-teknologi (surface-conduction electron-emitter display). SED-skærme giver en væsentligt bedre og skarpere billedkvalitet end både LCD-skærme og plasmaskærme, lover Canon.
Stærkt forenklet svarer teknologien til, at der sidder et konventionelt fjernsyn i hver pixel på skærmen. Ud over bedre billeder gør det, at man kan se, hvad der sker på skærmen, selv om man kigger på den fra selv meget skæve vinkler.
Canon har investeret 10 milliarder kroner i udviklingen af SED og har sammen med Toshiba stiftet et selskab, der skal producere de nye skærme. Canons CEO, Fujio Mitarai, kunne på messen i Paris oplyse, at selskabet er i gang med at bygge en fabrik, der i 2007 skal producere 75.000 skærme om måneden. Canon forventer, at fabrikken i 2010 producerer tre millioner SED-fjernsyn om året.
Endnu er det ikke besluttet, hvor meget de nye skærme skal koste, men Fujio Mitarai lovede, at de vil blive sendt på markedet til næste år. I Danmark forventer Canon ikke at se de nye SED-skærme, før de i 2007 er blevet forberedt til HD-TV.
Canons anden store produktlinje er printere. Her lovede Fujio Mitarai, at selskabet næste år vil lancere en professionel farveprinter med større kapacitet end nogen anden farveprinter fra Canon - minimum 70 sider i minuttet, forlyder det. Endnu er der dog ingen, der vil sætte hverken pris eller nærmere specifikationer på imagePress X, som den nye topmaskine hedder indtil videre.
I det hele taget var nye printere i fokus ved årets Expo i Paris, hvor Canon lancerede fem nye modeller.
Canon ind i biotek
I en helt anden boldgade kunne Fujio Mitarai i øvrigt afsløre, at Canon også vil til at gå ind i life science-markedet og udvikle udstyr til proteinanalyser i biotekbranchen.
- Det er vores mål at bidrage til sundhed og livskvalitet for menneskeheden ved at kunne levere hurtigere og mere præcise diagnoser, sagde han.
Fremtidsdrømme
Fujio Mitarai mangler heller ikke fantasi, når det gælder at sætte nye mål. Han forestiller sig, at vi i fremtiden konstant vil udveksle digitale billeder trådløst med hinanden. Billeder vil flyve mellem tv-skærme, transportable albums, printere og mellem kameraer, der vil blive endnu sjovere at bruge.

Billedtekst:
Canon brugte det netop afholdte Canon Expo 2005 i Paris til for første gang i Europa at vise sidste skud på stammen af ny fladskærmsteknologi, SED, som Canon sammen med Toshiba har investeret over ti milliarder kroner i at udvikle.

Billedtekst:Printere var i fokus ved Canons netop afholdte Expo 2005 i Paris, hvor hele fem nye modeller blev introduceret. Her er det den kommende topmodel, når det gælder højvolumen farvetryk. Printeren går under navnet imagePress X og ventes på markedet til næste år.

Boks:
Canon vil op i top 100
Canons øverste chef, Fujio Mitarai, kunne på Canon Expo i Paris konstatere, at virksomheden har oplevet konstant vækst, siden han trådte til for godt ti år siden. Selv om koncernen i 2004 solgte for lige ved 200 milliarder kroner og skabte et overskud på godt 18 milliarder kroner, er det imidlertid ikke nok for den 69-årige topchef. De 200 milliarder placerer Canon på en plads som nummer 154 over verdens største virksomheder, men inden for fem år vil Mitarai have virksomheden op i top 100.
Nye forretningsområder, større produktionskapacitet, innovation og flere medarbejdere skal i 2010 give Canon en omsætning på over 440 milliarder kroner.
I øjeblikket bruger Canon 15 milliarder kroner om året på forskning og udvikling, og Fujio Mitarai kunne love, at tallet ikke vil blive mindre, men snarere øget til omkring 27 milliarder kroner.

Boks:
Skyd, hun smiler
Blandt de mere pudsige nyheder på Canon Expo var en
helt ny teknologi til at tage gode billeder af folk, der smiler: Når kameraet genkender en smilende person, tager den et billede.
Teknologien er også i stand til at udvælge det billede med det bedste smil. Måske i erkendelse af, at kompakte digitale kameraer ofte er lang tid om at snuppe billedet, og smilet derfor kan nå at stivne. Canon har også udviklet en ansigtsgenkendelse, der gør, at kameraet altid vil stille skarpt på ansigtet i billedet, så der hele tiden er styr på smilet.




Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
Alfapeople Nordic A/S
Rådgivning, implementering, udvikling og support af software og it-løsninger indenfor CRM og ERP.

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
Send dine legacysystemer på pension og invitér standardløsninger indenfor

Legacysystemer er rygraden i mange organisationers it-infrastruktur, men før eller siden er det tid til at sige farvel og skifte til en eller flere standardløsninger. Vi udforsker scenarier og muligheder, der gør det muligt at rykke videre. Hvad er businesscasen? Hvilke krav stiller skiftet til din forretning og jeres processer? Hvordan

08. oktober 2024 | Læs mere


Dynamics 365 & Business Central - AI og branchemoduler

Udforsk, hvordan du kommer godt i gang med Business Central, får hjælp til at tilpasse platformen til dine behov og får mest ud af din ERP-løsning med begrænsede ressourcer.

23. oktober 2024 | Læs mere


Årets CISO 2024

Vær med når Computerworld, Dansk Erhverv og Rådet for Digital Sikkerhed tager temperaturen på trusselslandskabet lige nu, og giver dig overblikket over de nyeste trusler, de mest aktuelle tendenser og de bedste løsninger og værktøjer til at sikre effektiv drift og høj compliance.

24. oktober 2024 | Læs mere