Mærsk-salget blev fødselshjælp

Denne artikel stammer fra det trykte Computerworlds arkiv. Artiklen blev publiceret den IT-Branchen d. 7. oktober 2005.


Da IBM overtog Mærsk Data, blev det anledningen til, at Brian Schmidt tog springet fra at være ansat til at være direktør i eget selskab.

Når store virksomheder lægges sammen, sker det ofte, at både medarbejdere og teknologier kommer i klemme, når de to kulturer skal presses sammen til en. Ofte betyder det også, at der er folk og teknologier, der falder udenfor og må se sig efterladt og tabt. Andre gange springer medarbejderne selv fra, fordi de frygter konsekvenserne af sammenlægningerne.
Sådan var det for 33-årige Brian Schmidt, der efter otte år i Mærsk Data øjnede muligheden for at få fod under eget bord, da IBM overtog Mærsk Data sidste år.
- Jeg har altid haft en idé om at starte for mig selv og har også tit opfordret min far til det samme, men det fik han aldrig gjort. Så da IBM overtog Mærsk Data, tænkte jeg, at nu måtte det være, siger han.
Lidenskab
Når Brian Schmidt følte, at tiden var inde, skyldtes det ikke mindst, at han kunne ane, at hans ekspertiseområde - system management med software fra Computer Associates (CA) - ville forsvinde til fordel for IBM's egne produkter.
- Jeg tænkte, at det ville blive slut med de produkter, som jeg havde en lidenskab for, så spørgsmålet for mig var, om jeg skulle droppe den lidenskab, jeg havde oparbejdet over otte år, og finde en ny lidenskab, eller om jeg helt skulle droppe ud af IBM.
Brian Schmidt besluttede at starte som selvstændig CA-konsulent med fokus på implementering af store og komplicerede løsninger.
- Jeg kunne se, at mange af mine kolleger i marken ikke brugte alle de muligheder, der ligger i CA's produkter, hvilket måske gjorde dem utilfredse med produktet. Så tanken var meget simpel - at tage fat i de kunder, der ikke var voldsomt tilfredse med CA, og det de havde købt, og så hjælpe dem til at blive det, frem for at de skulle gå ud og spilde flere penge på at købe noget andet, fortæller Brian Schmidt.
Mangel på konsulenter
Efter hans opfattelse glemmer mange virksomheder at tilpasse organisationen, når de køber system management-software. De fortsætter med de samme manuelle rutiner, selv om mange backup- og overvågningssituationer kan automatiseres.
- Hvis man skal have produkterne til at virke optimalt, kræver det som regel, at der også gennemføres store organisatoriske omlægninger, og det er ikke altid, de bliver gennemført, siger Brian Schmidt.
Efter han er startet som selvstændig, har den 33-årige direktør fundet ud af, at der ikke findes mange system management-konsulenter eller firmaer, der har en teknisk indsigt og samtidig kan håndtere de organisatoriske tilpasninger.
- Der er simpelthen mangel på både dygtige CA-konsulenter, og hvad man kunne kalde bare arme og ben til at få det her implementeret. For mange virksomheder ønsker ikke at opbygge en stor kompetence på noget, der efterfølgende blot skal virke.
Egne løsninger
Inden Brian Schmidt tog springet som selvstændig, havde han sørget for, at han havde en god, stor kunde og en partneraftale med CA, der kunne betyde, at CA ville henvise mulige kunder til Schmidt-IT, hvis de blev spurgt om kompetencer i forbindelse med implementering af system management-rutiner.
- Det var der selvfølgelig ingen garanti i, men der lå en intention fra både deres og min side om at have et tæt samarbejde, siger han.
Og samarbejdet har siden etableringen for godt et halvt år siden været enestående, mener han. Flere opgaver er kommet til fra CA, og i flere tilfælde har han bistået CA's egne konsulenter i presale-arbejdet, hvor Brian Schmidt fortæller potentielle kunder, hvordan han ser den bedste udnyttelse af
et givent produkt. Ud over kernekompetencen har Schmidt-IT også opbygget egne løsninger oven på CA's produkter, hvilket gør produkterne lettere at installere og dermed billigere at få i sikker drift.
- Det giver selvfølgelig også nogle begrænsninger, men det passer faktisk meget godt til det danske marked, for CA's produkter er designet til meget store virksomheder, men det hjælper jo ikke så meget, hvis man kun har en enkelt server og i øvrigt kun er 400 ansatte, siger han.
Liv i kludene
Springet til selvstændig har i første omgang ikke givet Brian Schmidt arbejdsuger på langt over funktionærniveauet, men efterhånden som der er kommet mere gang i forretningen i kælderlokalet på Frederiksberg, kan han nu godt begynde at mærke, at der bliver mere at se til.
- Der er jo en masse fordomme om, at man skal arbejde 60 timer om ugen, men jeg synes, at jeg har været privilegeret og kunnet starte nogenlunde langsomt op. Nu er der selvfølgelig kommet liv i kludene, så jeg kan godt mærke, at jeg arbejder mange timer nu, men jeg synes, det er sjovt, og det er da sjovere at gå på arbejde, nu når kæden er blevet meget kortere, end den for eksempel var i Mærsk Data, hvor der var meget langt til, at en beslutning kunne træffes. Men der er da også søvnløse nætter, hvor man ligger og spekulerer på, om man kan hente omsætningen hjem.
Afhængig
I dag har Schmidt-IT tre ansatte, og Brian Schmidt er på udkig efter medarbejder nummer fire. Endnu er han ikke sikker på, om det skal være en sælger eller en tekniker. Han læner sig fortsat 100 procent op ad CA, når det gælder nyt salg - en situation, som han godt ved ikke er holdbar i længden.
- Jeg er meget afhængig af CA i øjeblikket, og det er klart, at friheden skal jeg have, og den har jeg ikke i dag. Hvis CA bliver sur på mig, så er jeg på herrens mark. Det er nok den største begrænsning, der ligger i øjeblikket, siger han.
Selv om han i dag er glad for, at firmaet har en særlig spidskompetence, der gør Schmidt-IT interessant for også store virksomheder, håber han også, at virksomheden vil vokse betydeligt og få nye forretningsområder.
Bygge en virksomhed
For Brian Schmidt er det drømmen om at bygge en virksomhed op, der er den helt store årsag til at han har kastet sig ud som selvstændig.
- Jeg har fra starten villet bygge en virksomhed op. Det er det, der er gnisten og det, der tænder mig. Det skal blive til en rigtig virksomhed, og ikke et sted hvor vi sidder og piller hinanden i navlen og laver det samme og det samme. Og hvis det ikke lykkes at få det til at vokse, så finder vi enten på noget andet, eller også må vi lukke ned, og så var det det, siger han.

Billedtekst:
- Jeg har altid haft en idé om at starte for mig selv og har også tit opfordret min far til det samme, men det fik han aldrig gjort. Så da IBM overtog Mærsk Data, tænkte jeg, at nu måtte det være, siger stifter af Schmidt-IT Brian Schmidt.




Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
Hewlett-Packard ApS
Udvikling og salg af software, hardware, konsulentydelser, outsourcing samt service og support.

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
Send dine legacysystemer på pension og invitér standardløsninger indenfor

Legacysystemer er rygraden i mange organisationers it-infrastruktur, men før eller siden er det tid til at sige farvel og skifte til en eller flere standardløsninger. Vi udforsker scenarier og muligheder, der gør det muligt at rykke videre. Hvad er businesscasen? Hvilke krav stiller skiftet til din forretning og jeres processer? Hvordan

08. oktober 2024 | Læs mere


Dynamics 365 & Business Central - AI og branchemoduler

Udforsk, hvordan du kommer godt i gang med Business Central, får hjælp til at tilpasse platformen til dine behov og får mest ud af din ERP-løsning med begrænsede ressourcer.

23. oktober 2024 | Læs mere


Årets CISO 2024

Vær med når Computerworld, Dansk Erhverv og Rådet for Digital Sikkerhed tager temperaturen på trusselslandskabet lige nu, og giver dig overblikket over de nyeste trusler, de mest aktuelle tendenser og de bedste løsninger og værktøjer til at sikre effektiv drift og høj compliance.

24. oktober 2024 | Læs mere