Tvilling på to ben

Denne artikel stammer fra det trykte Computerworlds arkiv. Artiklen blev publiceret den IT-Branchen d. 26. august 2005.


Twins Consulting er ikke længere en lille konsulentforretning med fokus på internetløsninger og it-integration. Stifterne håber, tiden er kommet til, at virksomheden også inviteres indenfor, når de helt store opgaver skal løses.

BALANCEGANG Frihavnen i København er blevet et tilholdssted for dynamiske unge virksomheder. De nyder den centrale placering, de trygge omgivelser og den enestående mulighed for parkering midt i København. Det er især kreative virksomheder som reklamebureauer eller produktionsselskaber, der har fået øjnene op for de charmerende omgivelser, hvoraf enkelte af pakhusene er op til 200 år gamle. Men også en række it-virksomheder som blandt andre Cellpoint har fundet vej til den lukkede del af Århusgade. Således også Twins Consulting, der siden stiftelsen for tre år siden har haft til huse på netop denne adresse.
- Det er et ideelt sted. Her er et levende miljø og gode omgivelser, og så er det tæt på byen, siger medstifter af Twins Consulting Steen Lund Christiansen.
Sammen med en tidligere kollega fra Twinsoft, salgsdirektør Finn Geisler, startede de i 2001 Twins Consulting.

Startede fra scratch
Twinsoft var oprindeligt et konsulentselskab under Compaq, men da HP overtog Compaq var der rent organisatorisk ikke længere plads til Twinsoft.
- HP styrer på en helt anden måde end Compaq. HP har ganske få datterselskaber og næsten slet ingen konsulentfirmaer, så da det rygtedes, at der fandtes et sådant i Danmark, tog det ikke lang tid, før den højeste ledelse var involveret, og man besluttede sig for at skille sig af med forretningen, fortæller Steen Lund Christiansen.
Langt de fleste af de lige ved halvtreds medarbejdere blev sagt op. Godt en håndfuld fortsatte i HP, og det lykkedes Steen Lund Christiansen og Finn Geisler at hyre nogle af de bedste til at stable Twins Consulting på benene.
- Vi startede stort set fra scratch, men heldigvis var der flere kunder fra Twinsoft, der kunne se en ide i at fortsætte med os, så det har været muligt for os at have overskud hvert år siden etableringen, siger han.
Og det skorter ikke på ambitioner i det forholdsvis unge it-firma. Vækstmålene er klare, selv om begge stiftere understreger, at det skal foregå kontrolleret og med begge ben på jorden. Dog har de ingen ambitioner om, at væksten udelukkende skal komme fra de forretninger, som Twins selv genererer. Opkøb står højt på dagsorden, og selskabet har gennemført flere af slagsen.
- Vi er hele tiden på udkig efter selskaber, som vi kan overtage. Man kan vokse meget ved organisk vækst, men når man køber op, så får man ud over adgangen til en række nye kunder også tilført nye kompetencer, siger Steen Lund Christiansen.

Leverer alt
Det seneste var Grapenet, der blev indlemmet i Twins kort før sommerferien.
- Med Grapenet har vi fået tilført noget ekspertise omkring design og web, som vi ikke havde tidligere. Vi har nu fået to ben at stå på. Vi kan levere en samlet løsning, der både indeholder den avancerede logik med integration til de bagvedliggende it-systemer, og grafisk er rigtig lækker, uddyber Finn Geisler.
Opkøbet bringer antallet af medarbejdere i Twins op på lige ved 30. Forventningerne til årets omsætning ligger på cirka 30 millioner kroner, hvilket vil være en vækst på 50 procent i forhold til omsætningen sidste år. Steen Lund Christiansen er overbevist om, at væksten på et godt stykke over markedsgennemsnittet vil fortsætte.
- Vi har nu en størrelse, der gør, at vi håber at blive inviteret indenfor, når det er de helt store opgaver, der skal løses. Vi har den fornødne ekspertise, når det gælder indsigt i store, komplicerede it-systemer, og vi har ekspertisen til at bringe disse systemer i spil på nettet. Så en virksomhed med store tunge systemer, der ønsker at komme i yderligere dialog med eksempelvis sine kunder, vil være lige noget for os, siger han.
- Om to år forventer vi at omsætte for cirka 50 millioner kroner, og to tredjedele vil fortsat komme fra salg af konsulentydelser, mens en tredjedel vil komme fra webløsninger, siger Finn Geisler.
Twins har allerede leveret løsninger til så forskellige organisationer som Kirkeministeriet og auktionssitet Lauritz.com.
- Når vi kan lave så forskellige løsninger, så er der faktisk ingen grænser for, hvad vi kan lave, siger salgsdirektør Finn Geisler med et smil.
Selv om webforretningen er vokset med opkøbet af Grapenet, forventer Twins-stifterne stadig, at det er det traditionelle konsulentsalg - fortrinsvis inden for .net-udvikling - der vil udgøre den største del af omsætningen.

Billedtekst:
Stifterne af Twins Consulting, administrerende direktør Steen Lund Christiansen (forrest) og salgsdirektør Finn Geisler er konstant på udkig efter nye selskaber, de kan overtage. Senest er webhuset Grapenet blevet integreret, og Twins kan nu både tilbyde integration med komplicerede it-systemer og lækkert design på nettet.




Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
TIETOEVRY DENMARK A/S
Udvikler, sælger og implementerer software til ESDH, CRM og portaler. Fokus på detailhandel, bygge- og anlæg, energi og finans.

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
Send dine legacysystemer på pension og invitér standardløsninger indenfor

Legacysystemer er rygraden i mange organisationers it-infrastruktur, men før eller siden er det tid til at sige farvel og skifte til en eller flere standardløsninger. Vi udforsker scenarier og muligheder, der gør det muligt at rykke videre. Hvad er businesscasen? Hvilke krav stiller skiftet til din forretning og jeres processer? Hvordan

08. oktober 2024 | Læs mere


Dynamics 365 & Business Central - AI og branchemoduler

Udforsk, hvordan du kommer godt i gang med Business Central, får hjælp til at tilpasse platformen til dine behov og får mest ud af din ERP-løsning med begrænsede ressourcer.

23. oktober 2024 | Læs mere


Årets CISO 2024

Vær med når Computerworld, Dansk Erhverv og Rådet for Digital Sikkerhed tager temperaturen på trusselslandskabet lige nu, og giver dig overblikket over de nyeste trusler, de mest aktuelle tendenser og de bedste løsninger og værktøjer til at sikre effektiv drift og høj compliance.

24. oktober 2024 | Læs mere