It-lederen skal forstyrre

Denne artikel stammer fra det trykte Computerworlds arkiv. Artiklen blev publiceret den Computerworld d. 17. juni 2005.


Når systemerne er stabile, og serverne kører, skal it-chefen slå til og skabe kaos. Der sker nemlig ingen udvikling uden frustration, mener Stig Kjerulf, personlig coach for en række danske erhvervsledere.
Hvis man går rundt og tror, at en it-leder er en slags vvs-mand med det udvidede rørlægger-kørekort, kan man godt tro om igen. Den vigtigste egenskab for en it-leder - nu og i fremtiden - er ledelse, ledelse og ledelse - ikke teknisk indsigt på detaljeniveau.
- It-ledere skal skifte fra at være vilde med it til at være vilde med mennesker. It-lederen skal have fat i følelserne, og det kan være djævelsk svært for mange. De siger: Det er jo ikke den karriere, vi har valgt. Hvis vi ville arbejde med følelser, var vi blevet pædagoger eller psykologer. Men de tager fejl, for det er lige netop følelser, de skal bruge, siger Stig Kjerulf, administrerende direktør i Kjerulf & Partnere, cand. psych.aut. og personlig coach for en lang række store, danske erhvervsledere, deriblandt SAP's nordiske direktør, Henrik Rasmussen.
Stig Kjerulfs bud på fremtidens it-leder lyder således:
It-lederen skal væk
fra at være håndværker og satse på at udvikle personligheden.
- Mange it-ledere har spurgt mig, hvordan de skal komme til at gøre sig gældende på direktionsgangen. Hvordan de kommer til at deltage i de strategiske beslutninger. Det vigtigste svar er, at de skal udvikle sig personligt. Og der sker ingen udvikling uden kaos og frustration. Derfor skal it-lederen turde skubbe sin forretning ud i kaos og producere kaotiske tilstande i ledelsen. Det er det stik modsatte af, hvad man forventer af en it-leder, og det er bestemt det modsatte af vvs. Den administrerende direktør vil sige "ro på". Men fremtidens it-leder vil det modsatte, siger Stig Kjerulf.
Det omvendte gør sig naturligvis gældende, når der rent faktisk hersker kaotiske tilstande i virksomheden, når der er fejl og virus på netværket, eller når CRM-systemet har fordøjelsesbesvær. Så er det it-lederens fremmeste opgave at skabe stabilitet og ro. Og så være parat til nye projekter, lige så snart roen har indfundet sig.

It-lederen skal samtidig sørge for at skabe sig en stærk identitet. Lederrollen skal netop ikke være bare en rolle. En stærk identitet skaber tillid, og tillid til lederen er altafgørende.
- En virksomhedsleder holder i snit 36 måneder. Så bliver han fyret - ikke fordi han er dårlig, men fordi bestyrelsen har mistet tilliden til ham eller på grund af dårlig kemi i de menneskelige relationer. Over for de ansatte skal han udvise engagement og have overbevisningskraft. Over for ledelsen skal han demonstrere, at han kender og respekterer virksomhedens historie. Han skal producere nye ideer, have analytisk evne og anlægge store perspektiver for virksomhedens udvikling, mener Stig Kjerulf.
Det er selvfølgelig lettere sagt end gjort. Det kræver en ny måde at tænke på for mange ledere, og hvornår har man lige tid til det, når hverdagen melder sig med driftsforstyrrelser og telefonsælgere?
Her er svaret ifølge Stig Kjerulf at kopiere det, som amerikanske erhvervsledere har gjort i mange år: Personlig coaching.
- I amerikansk ledelse er det højest prioriterede krav i en leders ansættelseskontrakt - næst efter lønnen - coaching. I visse amerikanske byer rangerer kravet om en parkeringsplads ganske vist højere, men ellers er coaching - og dermed personlig udvikling - en afgørende prioritet. Danske it-ledere bør lære af den amerikanske erfaring, hvis de vil spille med i den tunge liga, siger han.

Billedtekst:
kaos og følelser - Det koster at forandre sig. Men ingen forandring koster også, siger Stig Kjerulf, administrerende direktør, psykolog og personlig coach.
Foto: Camilla Schiøler




Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
Despec Denmark A/S
Distributør af forbrugsstoffer, printere, it-tilbehør, mobility-tilbehør, ergonomiske produkter, kontor-maskiner og -tilbehør.

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
Roundtable for sikkerhedsansvarlige: Hvordan opnår man en robust sikkerhedsposition?

For mange virksomheder har Zero Trust og dets principper transformeret traditionelle tilgange til netværkssikkerhed, hvilket har gjort det muligt for organisationer at opnå hidtil usete niveauer af detaljeret kontrol over deres brugere, enheder og netværk - men hvordan implementerer man bedst Zero Trust-arkitekturer i et enterprise set up? Og hvordan muliggør Zero Trust-arkitekturen, at organisationer opnår produktivitetsfordele med AI-værktøjer samtidig med, at de forbliver sikre i lyset af fremvoksende trusler?

18. september 2024 | Læs mere


Nye forretningsmæssige gevinster med Microsoft Dynamics 365

Eksperter fra CGI stiller skarpt på hvordan, du lærer også hvorfor det er vigtigt at have fokus på både processer, teknologi og mennesker - og hvordan du kommer i gang med løbende optimering af forretningsudvikling.

25. september 2024 | Læs mere


NIS2: Indhold, krav og konsekvenser- sidste chance for at blive klar

Vi sætter på denne dag fokus på hvad NIS2-direktivet kommer til at betyde for din organisation. Du et overblik over direktivet og de skærpede krav, så du undgår bøder og sanktionering.

26. september 2024 | Læs mere