Denne artikel stammer fra det trykte Computerworlds arkiv. Artiklen blev publiceret den IT-Branchen d. 10. juni 2005.
Den danske afdeling af systemudviklingsvirksomheden Ciber har droppet salget af Microsoft Business Solutions og SAP efter et dyrt 2004.
UDSKILNING
Regnskabsmæssigt blev 2004 et katastrofeår for systemudviklingsvirksomheden Cibers danske afdeling.
Et minus på over 25 millioner kroner er det kontante resultat af blandt andet en fejlslagen satsning på salg af ERP-systemer fra Microsoft Business Solutions (MBS) og konsulentarbejde i forbindelse med implementering af SAP-systemer.
Begge områder er nu droppet, og den nytiltrådte direktør, Peter Lloyd, lover en positiv bundlinie allerede i 2006.
- Det er et klart utilfredsstillende resultat, men vi er godt i gang med vores genopretningsplan, og det går endda bedre end forventet, siger han.
Advarselslamper
Peter Lloyd overtog i december sidste år posten som administrerende direktør i Ciber efter Tom Slivsgaard, der havde stået i spidsen for Ciber Danmark i seks år og samlet været i selskabet i 19 år. Allerede dengang blinkede advarselslamperne, og Peter Lloyd iværksatte en redningsplan for selskabet.
- Vi har nu fokuseret vores forretning på at udvikle projekter i tæt samarbejde med kunderne og har droppet de forretningsområder, der ikke var lønsomme. Det har blandt andet været vores MBS-forretning og vores SAP-forretning, der aldrig fik de volumener, der skulle til for at blive rentable, siger han.
Undervurderet
Alene MBS-forretningen gav Ciber et tab på fire millioner kroner, og yderligere ni millioner kroner er høvlet af goodwill-kontoen. Hertil kommer, at Ciber ikke har høstet indtægterne fra en række udviklingsprojekter.
Som om det ikke var nok, har Ciber heller ikke været god nok til at tjene penge på de områder, virksomheden fremover vil satse på: Skræddersyede systemer til blandt andet elektronisk selvbetjening i både den offentlige sektor og virksomheder.
- Vi har undervurderet en række store udviklingsprojekter, og det har kostet på bundlinien, men vi har været bundet af en kontrakt, som vi ikke ville løbe fra. Vi tror på, at vi i længden vil stå os bedre ved at blive og vise både vores troværdighed og vores evne til at gennemføre denne type projekter, siger Peter Lloyd.
Ciber-direktøren understreger, at forretningen nu er fokuseret, og det er de rigtige projekter, som Ciber har fat i.
- Danmark er langt fremme, når det gælder anvendelse af it og it i det offentlige. Derfor ser vi et stort potentiale i gensalg af de løsninger, som udvikles i Danmark. Vi har for eksempel udviklet en løsning til en dansk kunde, som har åbnet døren til en tilsvarende i Norge, og selv om det i første omgang er en lille ordre, viser det, hvilken vej vi vil gå, siger Peter Lloyd.
På trods af det store underskud har Ciber ikke skilt sig af med medarbejdere. Alle har fundet nye pladser, oplyser direktøren - også de medarbejdere, der var knyttet til salg af MBS.
- Tværtimod er vi på udkig efter nye konsulenter, og vi har styrket ledelsen med blandt andet yderligere en salgsdirektør, siger Peter Lloyd.
Blandt de nye i selskabet er salgsdirektør Lars Klausen fra Capgemini og projektchef Børge Sand Kirk, der tidligere har været i WM-data og senest i Meta Group.