Evangelisterne kommer

Denne artikel stammer fra det trykte Computerworlds arkiv. Artiklen blev publiceret den Computerworld d. 3. juni 2005.


Microsoft satser med sine 1.100 tekniske evangelister på verdensplan helhjertet på udbredelsen af sit glade budskab.

- Det er dejligt, at nutidens unge interesserer sig for præstekaldet, svarer den gamle mormor, da hendes barnebarn fortæller, hvad han laver, og siger, at han er blevet evangelist hos Microsoft. Sådan lyder i hvert fald den anekdote, som Microsofts tekniske evangelister fortæller hinanden.
Uanset, om historien er sand eller ej, er den ganske sigende med hensyn til de problemer, der er med selve ordet evangelist, der runger af kirkeorgel og dommedagsbasun.
- Derfor bruger vi heller ikke titlen i Danmark. Og selvom Microsoft ellers bruger den i resten af verden, bruger de den for eksempel heller ikke i Irland af indlysende grunde, siger Niels Hilmar Madsen, der har Developer and Platform Evangelist på sit Microsoft-visitkort.

Danske virksomheder vægrer sig i det hele taget ved at bruge titlen med den værdiladede medbetydning. Det betyder ikke, at de ikke bruger evangelister både eksternt til at vække begejstring for virksomhedens teknologi og internt.
Kendte eksempler er NNIT's backoffice-evangelist, finansvirksomheden Nykredits interne evangelist (ganske vist med titel af kommunikationskonsulent) og Post Danmark, der har haft en evangelist siddende i sin udviklingsafdeling, ligeledes uden evangelist-navnet.
Den interne evangelists opgave er at være helt fremme i teknologiskoene. Han skal vurdere ny software, teknologier, systemer og platforme. Når han opdager noget, der er smart, sælger han ideerne til både ledelsen og til de medarbejdere, der skal bruge de nye løsninger. Det handler meget om at kunne formidle sin egen begejstring for et produkt eller en løsning videre.
- I mit tidligere job var min titel teknisk koordinator, men der var bestemt en del prædiken i mit arbejde. Man skal som evangelist være glad for at snakke om teknologi, og man skal hele tiden kunne forklare værdien ved at opgradere eller skifte til ny teknologi. Det er spændende, fordi man har så mange gode budskaber, som alle kan se, gør arbejdet lettere eller mere effektivt. Det gælder om at have psykologisk sans og få så mange som muligt til at se, at det er en god ide. Så følger de mere skeptiske efter, siger Henrik Westergård Hansen.
I dag er han Academic Developer Evangelist hos Microsoft, og en af i alt seks danske evangelister.

Softwaregigantens broderskab af teknologiforkyndere er stort. På verdensplan er der cirka 1.100 evangelister. Microsoft oprettede sidste år evangelist-stillingen som en egentlig karrierevej, og Evangelist figurerer således i dag i HR-systemet som et selvstændigt kompetenceområde med specifikke planer for uddannelse og medarbejderudvikling.
- Der satses mange ressourcer på evangelisterne. Vi har jo ikke budgetter eller salgsmål, vi skal nå. Vi er en stor post på bundlinien uden indtjening, og det er en ret unik ting for en salgsdrevet organisation. Men hele ideen med evangelister er netop, at vi ikke skal være sælgere. Man kan ikke både have et kortsigtet salgsmål samtidig med et langsigtet strategisk mål, siger Søren Hebsgaard, chef for de danske Microsoft-evangelister.
Det manglende krav om indtjening betyder ikke, at evangelisterne bare kan slappe af. De bliver målt på, hvor mange møder med potentielle kunder, de har haft og på, hvor mange, der konverterer teknologisk, ligesom de skal arrangere konferencer - man kunne kalde dem vækkelsesmøder - hvor interesserede præsenteres for mulighederne med virksomhedens teknologi.

Skal man have eksterne evangelister, kræver det, at man har sin egen teknologi at prædike om. Det har Sun Microsystems som bekendt med sin Java. Her har man nu ikke tænkt sig at følge konkurrentens massive brug af teknologiforkyndere.
- Vi har nogle få personer med evangelist-titlen, omkring ti på verdensplan, og ingen i Danmark. Vi har den holdning, at det er alle vores ansattes opgave at sprede budskabet, så vi har 35.000 evangelister. Jeg mener, at det kan være farligt kun at være evangelist. Man risikerer at miste jordforbindelsen og kontakten mellem hvad der foregår hjemme i laboratoriet og ude hos kunderne. Evangelisme skal være forankret i den daglige forretning, siger Peter Lange, produkt- og marketingdirektør i Sun Microsystems.

Billedtekst:
halleluja - En teknisk evangelist er en blanding af en nørd, en sælger og en rockstar. Han skal få et kick af at være på. Det er typen, der altid rejser sig op på møderne og begynder at tegne på tavlen, siger "ypperstepræst" Søren Hebsgaard, leder af Microsofts danske evangelister. Foto: Torben Klint

Boks:
Sandelig, sandelig siger jeg Eder
Evangelist er et græsk ord. Titlen er oprindelig givet til bibelens fire apostle Mattæus, Markus, Lukas og Johannes. Evangelisterne er ofte symboliseret som henholdsvis en mand, en løve, end okse og en ørn. Nu om dage er titlen møntet på typisk en protestantisk forkynder af Guds ord. I it-sammenhæng er evangelisten en teknologibegejstret person, der beretter om de nye muligheder for omverdenen. Opstod i USA engang i 1990'erne. td




Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
KEYBALANCE A/S
Udvikling og salg af økonomisystemer samt CRM og MPS. Systemer til blandt andet maskinhandlere, vvs-branchen, vognmænd, låsesmede,handelsvirksomheder

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
Roundtable for sikkerhedsansvarlige: Hvordan opnår man en robust sikkerhedsposition?

For mange virksomheder har Zero Trust og dets principper transformeret traditionelle tilgange til netværkssikkerhed, hvilket har gjort det muligt for organisationer at opnå hidtil usete niveauer af detaljeret kontrol over deres brugere, enheder og netværk - men hvordan implementerer man bedst Zero Trust-arkitekturer i et enterprise set up? Og hvordan muliggør Zero Trust-arkitekturen, at organisationer opnår produktivitetsfordele med AI-værktøjer samtidig med, at de forbliver sikre i lyset af fremvoksende trusler?

18. september 2024 | Læs mere


Nye forretningsmæssige gevinster med Microsoft Dynamics 365

Eksperter fra CGI stiller skarpt på hvordan, du lærer også hvorfor det er vigtigt at have fokus på både processer, teknologi og mennesker - og hvordan du kommer i gang med løbende optimering af forretningsudvikling.

25. september 2024 | Læs mere


NIS2: Indhold, krav og konsekvenser- sidste chance for at blive klar

Vi sætter på denne dag fokus på hvad NIS2-direktivet kommer til at betyde for din organisation. Du et overblik over direktivet og de skærpede krav, så du undgår bøder og sanktionering.

26. september 2024 | Læs mere