En rigtig blærebærbar fra Sony

Sony Vaio P er den ultimative livsstils computer. Det er i alt fald, hvad japanerne kalder den. Vi tjekker om den lækre laptop i lommestørrelse så rent faktisk også kan bruges til noget. Læs dommen her.

En rigtig blærebærbar fra Sony

Da Sony lancerede Vaio P på CES-messen tilbage i januar, gjorde firmaet meget ud af ikke at kalde maskinen for en netbook.

I stedet skal den betragtes som en ganske almindelig ultrabærbar, eller livsstils computer.

Og jo, den er da også ganske livsstilet. Den otte tommer store LED-skærm i ultrabredformat giver maskinen et aflangt look, og da den blot vejer 625 gram og har en tykkelse på 20 millimeter, så passer den i selv de mindste tasker.

Byggekvaliteten er i top, designet ligeledes, og vi får endda tre-fire forskellige farver at vælge imellem.

Men et kig på hardwaren indeni afslører, at Vaio P har rigtig meget tilfælles med horderne af billige netbooks, der har oversvømmet markedet det sidste års tid.

Hjertet er en Intel Atom-processor, der tikker af sted med beskedne 1,33 gigahertz i vores USA-version. Den akkompagneres af to gigabyte hukommelse og et integreret Intel-grafikkort i den helt lette ende.

Den billigste version af Vaio P kommer med en 60 gigabyte harddisk, men vores model er udrustet med en mere tidssvarende 64 gigabyte Solid State Disk.

At afstemme forventningerne

Sådanne specifikationer sætter fra start af et forholdsvist lavt forventningsniveau, men vi forsøgte alligevel at bruge maskinen til ganske almindeligt brug. Det betyder, at Firefox er åbent med en god håndfuld tabs, Outlook og Word kører i baggrunden, og iTunes afspiller et remix af musiksamlingen. Glem alt om at rode med billeder i Photoshop eller redigere video i Adobe Premiere. Det er alt for brutale opgaver.

Med en god portion tålmodighed, så klarer Vaio P faktisk ovenstående opgave i et ganske acceptabelt tempo. Den medfølgende installation af Windows Vista kørte faktisk ganske rimeligt, og selvom der er tydelige pauser, når du eksempelvis skifter mellem programmer og loader tunge websider, så er det ikke noget, der direkte ødelægger brugsoplevelsen.

Vores eksemplar af Vaio P var lidt over et minut om at boote Vista, men vi fik først lov til rent faktisk at bruge maskinen (ingen roterende cirkel) efter cirka to minutters ventetid.

Utrolig skærm

Den otte tommer store skærm har en absurd høj opløsning på hele 1.600 x 768 pixel.

Det giver dig masser af virtuel skrivebordsplads til mange åbne vinduer og programmer, men nogle vil nok synes, at tekst og grafik står lige småt nok.

Du bliver dog mødt af et krystalklart billede, og skærmen klarer sig også rimeligt i direkte sollys på trods af den blanke overflade.

Afspilning af video er en blandet fornøjelse. Som udgangspunkt har det indbyggede Intel GMA500-grafikkort svært ved at holde tempoet, og vi oplevede ofte tabte frames. Efter lidt research på internettet fandt vi ud af, at det i høj grad gælder om at bruge specielle afspillere med de helt rigtige codecs. Flere brugere rapporterer, at de har fået deres Vaio P-maskiner til at spille 720p HD-video helt uden problemer. Grafikchippen understøtter hardwareacceleration af H.264 og MPEG2-video - vel og mærket med understøttede programmer, som eksempelvis PowerDVD 8 og 9.

Det er dog tydeligt, at Vaio P ikke er nogen stærk multimedie-maskine, og HQ- eller HD-udgave af YouTube-klip hakker, og det samme gør de fleste DivX-film, hvis du prøver at afspille dem i fuldskærmsstilstand. Det handler altså i høj grad om at afspille film, hvor hardwareaccelerationen i grafikchippen kan assistere den halvsløve Atom-chip. Derfor opstår den lidt specielle situation, hvor video i ringe opløsning hakker, mens klip i den "lille HD-standard" 720p kører flydende - hvis videofilerne er komprimeret med den korrekte standard.

Det der med inputs

Tastaturet tager blot en lille stund at vænne sig til, men derefter fungerer det faktisk ret godt og det er ikke et problem at skrive længere dokumenter på farten.

Det samme kan desværre ikke siges om pegedutten, der erstatter den mere traditionelle touchpad. Der er nemlig ikke plads til en touchpad i det aflange design.

Løsningen ser måske elegant ud, men pegedutten er meget følsom og selv efter længere tid måtte vi holde tungen lige i munden. Det hjælper heller ikke, at musetasterne sidder så tæt på mellemrumstasten, at du nemt kommer til at trykke forkert. I sidste ende er det nok ikke en dårlig ide at have en Bluetooth-mus med i tasken, når du skal bruge Vaio P i længere tid.

Gider du ikke boote Windows, så kan du i stedet prøve det indbyggede Linux-operativsystem, der er lavet til at ligne Xros Media Bar-interfacet fra PlayStation 3. Det tænder stort set med det samme og giver dig adgang til film, musik og fotos samt webbrowser om Instant Messaging.

Det fungerer dog ikke særlig godt, og det virker som om, Sony har fokuseret mere på liret grafik end rent faktisk at lave noget, der giver en god brugeroplevelse. Ærgerligt.

Bedre med Windows 7

Allermest spændende bliver det med den endelige version af Windows 7, der uden tvivl vil køre væsentligt bedre på maskinen, end det er tilfældet med Vista. Netop Vaio P er en maskine, som næsten tigger om Windows 7. Vores første erfaringer med betaversionen af Windows 7, version 7000, er da også primært positive. Betaen tillader ikke det, at den grafiske brugerflade aktiveres fuldt ud på Vaio P, men til gengæld er maskinen langt mere responsiv i dagligt brug.

Kan bruges hele dagen...med ekstra batteri

Sony lover en batterilevetid på fire timer, men regn ikke med at få mere end tre timer ud af den lille sag ved almindeligt brug.

Du kan også få et højkapacitetsbatteri, der faktisk ikke fylder alverden, og med det kan du få op mod otte timers levetid på farten. Med WiFi og en rimelig lysstyrke på skærmen er vi dog tættest på fem timer. Men det er også rimeligt, i betragtning af at Vaio P med det store batteri blot vejer 705 gram.

Ved første øjekast har Vaio P hverken port til VGA eller Ethernet, men Sony har blot opdaget, at disse porte ikke bruges særlig tit og har derfor flyttet dem over i en speciel Vaio-port, hvor du så tilslutter en medfølgende adapter.

Det fungerer fint - du skal bare huske kablet, hvis du får lyst til at koble maskinen til kablet internet på hotelværelset på ferien, eller når du skal bruge en ekstern skærm.

Så er vi straks mere begejstrede over det velfungerende WiFi med 802.11n og det indbyggede 3G-modem. Der er understøttelse for HSPDA-data, så du kan få en bredbåndslignende oplevelse på farten. Det er altid et hit, at det er indbygget, så du slipper for at have et modem stikkende ud af en af de to USB-porte.

Fik vi nævnt, at der også er indbygget GPS? Med et stykke navigations-software er det altså intet problem bruge Vaio P som en vejviser til bilen.

Mærkelige Sony

Dog har Sony valgt at lave en løsning, som næsten kun de kan finde på. USA-versionen er således udstyret med et fuldt funktionsdygtigt trådløst modem, men intet SIM-slot. Dermed kan USA-versionen kun bruges med 3G i...USA. Den europæiske version, som sælges i England, har SIM-slot, men er meget dyrere - og den japanske version har intet 3G-modem, men til gengæld en kraftigere processor. Hvorfor Sony gør den slags ting, er der ingen der ved, men det er ikke første gang, de har kastet sig ud i mærkelige lanceringer. Blandt andet den beslutning, at Vaio P slet ikke kan købes i Danmark.

Med en startpris på 7.000 kroner (849 pund) kan Vaio P ikke ligefrem kaldes for et billigt køb, og vores amerikanske version med en 64 gigabyte SSD-disk endte da også med at koste lidt over 8.000 kroner inklusive et højkapacitetsbatteri.

Overflødig luksus

Det er uden tvivl en rigtig blærebærbar, og den højtopløste skærm, det indbyggede 3G-modem og Windows Vista opfordrer til, at du virkelig sætter maskinen på overarbejde. Sandheden er dog, at Vaio P på ingen måder kan erstatte en "rigtig" bærbar pc. Tænk i stedet på den som en meget avanceret smartphone, der er perfekt til e-mail og webbrowsing på farten, og som i ny og næ også kan løse lidt mere krævende opgaver.

Gider du ikke slæbe massevis af udstyr med på sommerferien, båden eller flyveturen, så fungerer den fint som midlertidig bindeled mellem dig og omverdenen. Skype-opkald med video via det indbyggede webkamera fungerer fint, og det er heller intet problem at uploade feriebillederne til Flickr og sende et par beskeder på Facebook.

Husk blot at sætte tempoet lidt ned, have masser af tålmodighed ... og brug en rigtig mus.

Vaio P er altså - kort og godt - et luksus-supplement til dem, der elsker gadgets og elsker tanken om at hive en "livsstils computer" op af tasken.

Husk du kan se vores videoportræt af Vaio P her.




Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
KEYBALANCE A/S
Udvikling og salg af økonomisystemer samt CRM og MPS. Systemer til blandt andet maskinhandlere, vvs-branchen, vognmænd, låsesmede,handelsvirksomheder

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
Styrk din virksomhed med relevant, pålidelig og ansvarlig AI integration med SAP

Kom og få indsigt i, hvordan du bruger AI til at transformere og effektivisere dine arbejdsgange. Vi kigger nærmere på AI-assistenten Joule, der vil revolutionere måden, brugerne interagere med SAP’s forretningssystemer. Og så får du konkret viden om, hvordan du kommer i gang med at bruge AI til at booste din forretningsudvikling.

03. december 2024 | Læs mere


Fyr op under vækst med dataanalyse, AI og innovation

Hvor langt er den datadrevne virksomhed nået i praksis? Det kan du høre om fra virksomheder, som har foretaget transformationen. Du kommer også til at høre, hvordan de anvender AI i processen, hvilke mål de har nået, hvordan de har høstet gevinsterne og hvilke nyskabelser, der er på vej i horisonten.

04. december 2024 | Læs mere


Vejen til skyen

Få indsigt i, hvordan overgangen til en samlet cloud-platform har styrket virksomhedens agilitet, fjernet datasiloer og leveret realtidsdata for bedre beslutningstagning.

04. december 2024 | Læs mere