Forretningskrav bestemmer arkitekturen

Denne artikel stammer fra det trykte Computerworlds arkiv. Artiklen blev publiceret den CTO d. 6. maj 2005.


Nordea Markets har været igennem en proces med at gennemgå forretningskravene til deres it-arkitektur og er nu i gang med at
designe en forbedret it-arkitektur.

Nordea Markets handler med aktier, obligationer og valuta. Det er et område, hvor sekunders tøven - fra menneske eller computer - kan medføre tab i millionklassen. Derfor har Nordea Markets behov for stabile og driftssikre it-systemer, der kan garantere hurtige svartider. For at sikre, at it-systemerne lever op til forretningskravene, har Nordea Markets for nylig gennemgået deres tekniske arkitektur og analyseret, hvad der eventuelt kan optimeres i arkitekturen.
- Vi har samarbejdet med Sun, Oracle, IBM og så selvfølgelig forretningsområdet om at opstille krav til den forbedrede arkitektur, siger Ole Oxvang, IT Manager i Nordea Markets.
I en periode på tre-fire måneder blev kravene til arkitekturen fastlagt.
- Vi har analyseret vores behov og haft workshops, hvor vi ud fra de identificerede krav har fået defineret en arkitektur, der opfylder kravene, siger Ole Oxvang.
De forretningsmæssige krav har blandt andet handlet om oppetid, kapacitet og svartider. Ole Oxvang forventer, at en rapport med tilhørende anbefaling ligger klar i løbet af maj. De overordnede retningslinier for arkitekturen er allerede klar, det er blot de mere detailspecifikke valg som valg af servertype, der mangler. I dag anvendes mange forskellige Sun-bokse, og Ole Oxvang forventer, at den nye arkitektur kommer til at rumme færre, men standardiserede størrelser af servere afhængig af, hvad de skal anvendes til.
- Vi skal have nogle kraftige servere, der er gode som databaseservere, mens vi skal bruge nogle lettere
servere med hurtige CPU'er til talknuseri, vurderer han.

Overordnet har man anvendt Solaris 10 som operativsystem, Oracle 9.2 som database og overvejende Sun hardware. Nordea Markets anvender Solaris 8 i dag og ser frem til de nye faciliteter, som Solaris 10 tilbyder.
- Vi ser en masse fordele, som den nye platform vil give os, siger Ole Oxvang og fortsætter:
- Vi ser frem til at få en teknisk arkitektur, der er bedre end i dag. I dag har vi eksempelvis en del enkeltstående Sun-maskiner. Vi kommer til at få en mere sammenhængende arkitektur med eksempelvis clustering af serverne.
Også Solaris 10's nye containerbegreb skaber forventninger hos Ole Oxvang. Solaris 10 giver mulighed for at oprette et stort antal containere, hvor applikationerne kører i hver deres virtuelle maskine.
- Solaris 10's containere forventer vi os meget af. Sammen med muligheden for clustering bliver det en meget skalerbar platform, som vi kan bygge videre på. Vi vil få en arkitektur, hvor der er indbygget stor grad af redundans. Hvis en serverapplikation bryder ned, vil der være en anden, der tager over. Continuity (drift uden afbrydelser) og availability (hvor ofte systemerne er tilgængelige) vil blive væsentligt forbedret, siger han.

Nordea Markets anvender Oracle-databaser i dag og vil også gøre det i den forbedrede arkitektur. For databasernes vedkommende kigger man også på muligheden for at anvende clustering.
- Vi er i gang med at kigge på RAC-clustering, siger Ole Oxvang og referer til Oracles Real Application Clusters (RAC)-teknologi, der er en cluster-teknologi til Oracles databaser.
En anden ting, Ole Oxvang ser frem til, er anvendelsen af DataGuard.
Med DataGuard kan man i nogle tilfælde begrænse datakorruption. Datakorruption kan i ekstreme tilfælde opstå, hvis databasen bliver stresset. Det kan ske, når der er for mange samtidige brugere, der har mange transaktioner, eller hvis der opstår uforudsete hændelser. I tilfælde af datakorruption vil fejlene også blive spejlet ved almindelig spejling på SAN-niveau, men med DataGuard kan det i visse tilfælde forhindres, siger Ole Oxvang.
DataGuard fungerer logisk set ved, at Oracles redo-log replikeres over til en backup-database. Redo-loggen indeholder transaktionerne, der er blevet udført. Ved backup-databasen læses transaktionerne en ad gangen, hvorved datakorruption forhindres.
Nordea Markets har i første omgang valgt at anvende Oracle 9.2 og ser tiden lidt an med hensyn til at anvende Oracle 10g.
- Vi har den strategi, at versionerne af vores systemer skal være stabile og velafprøvede, inden vi begynder at benytte dem, siger Ole Oxvang.
Ole Oxvang forventer, at den nye forbedrede arkitektur vil være på plads sidst på året.

Billedtekst:
skalerbar platform Nordea Markets vil anvende Solaris 10 som operativsystem i sin forbedrede arkitektur. Specielt Solaris 10's containere, der er en slags virtuelle maskiner, forventer Nordea Markets sig meget af.




Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
JN Data A/S
Driver og udvikler it-systemer for finanssektoren.

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
Industry 4.0 – sådan udnytter du AI og digitalisering til optimering af din produktion.

På denne konference fokuserer på en digitaliseret optimering af processer i produktions- og procesorienterede virksomheder. Herved bliver du f.eks. i stand til at kombinere maskiner med sales forecasting og derved planlægge anvendelsen af produktionsapparat og medarbejderallokering effektivt – samt begrænse materialespild og nedetid ved at optimere produktionsplanlægning og omstilling af produktionsmateriel.

04. september 2024 | Læs mere


Roundtable for sikkerhedsansvarlige: Hvordan opnår man en robust sikkerhedsposition?

For mange virksomheder har Zero Trust og dets principper transformeret traditionelle tilgange til netværkssikkerhed, hvilket har gjort det muligt for organisationer at opnå hidtil usete niveauer af detaljeret kontrol over deres brugere, enheder og netværk - men hvordan implementerer man bedst Zero Trust-arkitekturer i et enterprise set up? Og hvordan muliggør Zero Trust-arkitekturen, at organisationer opnår produktivitetsfordele med AI-værktøjer samtidig med, at de forbliver sikre i lyset af fremvoksende trusler?

18. september 2024 | Læs mere


Nye forretningsmæssige gevinster med Microsoft Dynamics 365

Eksperter fra CGI stiller skarpt på hvordan, du lærer også hvorfor det er vigtigt at have fokus på både processer, teknologi og mennesker - og hvordan du kommer i gang med løbende optimering af forretningsudvikling.

25. september 2024 | Læs mere