Denne artikel stammer fra det trykte Computerworlds arkiv. Artiklen blev publiceret den Computerworld d. 6. maj 2005.
Muligheden for at køre flere operativsystemer samtidigt på en maskine bliver større og større. Intel og AMD kommer med chips, der gør virtualiseringsteknikken mere stabil. VMwares rolle som enerådende på markedet udfordres af en række nye produkter.
Igennem lang tid har VMware stort set været enerådende på markedet for virtualiseringssoftware til x86-maskiner. Virtualiseringssoftware gør det muligt at køre flere operativsystemer samtidigt på en server. VMwares position bliver nu truet af en række konkurrerende produkter.
For nylig lancerede Microsoft Virtual Server, der bygger på teknologi fra selskabet Connectix som Microsoft købte i 2003.
En anden ny spiller på virtualiseringsmarkedet er SWsoft, og open source-verdenen holder sig heller ikke tilbage. Da Novell lancerede sin version 9.3 af Suse Linux for to uger siden, indeholdt den blandt andet virtualiseringssoftwaren Xen. Xen er et tre år gammelt open source-projekt, der har sit udspring på det engelske universitet Cambridge. Produktet anses nu som stabilt nok til at blive inkluderet i en af de kommercielle Linux-distributioner.
Baggrunden for det øgede udbud af virtualiseringsteknologi er et ønske fra virksomhederne om at konsolidere deres serverinvesteringer. De ønsker at udnytte processor-kraften fuldt ud på deres nyindkøbte servere. Set fra en investeringsmæssig synsvinkel er det en dårlig forretning, at serverne ikke udnyttes fuldt ud. Ifølge Nigel Dessau, vicepræsident for virtualiseringsløsninger hos IBM, har virksomheder i dag syv gange flere servere, end man havde for ti år siden, mens omkostningerne ved at have dem er ni gange højere. De forhold har skabt et marked for virtualiseringsteknologi, der gør det muligt at køre mange samtidige operativsystemer og applikationer på en enkelt server.
Virtualiseringsteknologien kan være med til at sænke omkostningerne samt reducere antallet af fysiske servere. Interessen for virtualiseringsteknologien er da også voksende. Ifølge IDC var markedet sidste år på 300 millioner dollars, og det forventes at vokse med 18 procent om året de næste år.
En markedsvækst som blandt andet Microsoft gerne vil have en del af. Microsofts Virtual Server fungerer som VMwares GSX Server ved at virtualisere hardwaren. Det gør det muligt at køre flere virtuelle maskiner på en CPU.
I hver virtuel maskine kan der så køres et operativsystem med tilhørende applikationer. Operativsystemerne i de virtuelle maskiner kan være forskellige fra den fysiske servers operativsystem.
SWsoft har en lidt anden tilgang med produktet Virtuozzo. Virtuozzo virtualiserer operativsystemet, så man kan have mange forekomster af et installeret operativsystem på en server. Virtuozzo kan dog kun have operativsystemer af samme type som den fysiske servers operativsystem.
Forskellen i produkterne har den interessante betydning, at Virtuozzo-løsningen kun kræver licens til ét operativsystem, mens Microsofts Virtual Server kræver licens for operativsystemet på den fysiske maskine plus licenser for hvert eneste operativsystem, der kører på de virtuelle maskiner.
Det er ikke kun softwareleverandørerne, der er opmærksomme på den øgede efterspørgsel efter virtualisering. Chipfabrikanterne Intel og AMD er i gang med hver deres virtualiseringsprojekter.
På Intels udviklerkonference i marts viste Intel og VMware i fællesskab, hvordan VMwares serverprodukt arbejdede sammen med en prototype af Intels nye virtualiseringsteknologi, kaldet Vanderpool. Vanderpool lægger noget af virtualiseringsteknologien ned i chippen. Intel forventer, at virtualiseringsteknikken vil blive understøttet af deres Itanium- og Pentium- chips i løbet af i år og Xeon-processorerne næste år. AMD forventer, at deres virtualiseringsteknologi, kaldet Pacifica, bliver tilgængelig i 2006.
Chip-fabrikanternes virtualiseringsprojekter er meget vigtige for open source-projektet Xen, som både Intel og AMD arbejder på at understøtte i deres kommende chips. Xen understøtter nemlig ikke Windows i øjeblikket, men chipfabrikanternes fremtidige chips vil gøre det muligt for Xen at understøtte Windows.
Xen bruger en teknik der kaldes para-virtualisering, hvilket kræver at operativsystemets kerne skal ændres for, at Xen kan anvendes. Intel og AMD lægger mere af virtualiseringsteknologien ned i chippene, hvilket vil give Xen mulighed for at køre Windows.
I modsætning til Xen understøtter VMware både Linux, Windows og Solaris.
Analytikere mener da også, at Xen stadig har et stykke vej, inden det når op på VMwares niveau. En udfordring er, at Xen kræver modifikation af Linuxkernen. Det er dog noget, som Andrew Morton, Linus Torvalds næstkommanderende og vedligeholder af Linux-kernen, er overbevist om vil komme i fremtiden.
Understøttelse af Xen kom ikke med i version 2.6.11, der netop er blevet frigivet, men ifølge Andrew Morton vil Xen-understøttelse formentlig blive bygget ind i Linux-kernen i en af de to udgivelser, der kommer senere i år.
Ifølge Gordon Haff, analytiker hos Illuminata, skal virksomhederne da heller ikke bruge for meget tid på open source virtuelle maskiner i 2005.
- I den høje ende af x86-processormarkedet fås den mest effektive virtualisering fra VMwares ESX, og sådan vil det være et stykke tid endnu, vurderer Gordon Haff.
VMware har eksempelvis management-værktøjer, der gør det muligt at flytte kørende virtuelle maskiner fra en fysisk server til en anden.
Billedtekst:
bedre udnyttelse Virtualiseringsteknologi blander kortene og gør det muligt at køre mange samtidige operativsystemer og applikationer på en enkelt server.
Boks:
Sådan fungerer virtualisering
Virtualiseringssoftware gør det muligt at afvikle applikationer side om side på den samme fysiske server samtidigt med, at applikationerne er effektivt isoleret fra hinanden og fra den underliggende hardware. Applikationerne inde i den virtuelle maskine ser ud som dedikeret operativsystem og server, men i virkeligheden er det en VM(softwarebaseret virtuel maskine)-monitor, der allokerer processor-tid, memory og I/O-ressourcer til hver enkelt VM.
Det ekstra virtualiseringslag i form af en VM-monitor, der håndterer en række virtuelle maskiner, har selvfølgelig en omkostning i form af ekstra processortid. Forøgelsen i processortid kan ligge mellem et par procent og til en tocifret procentandel. Da de fleste servere i dag langt fra udnyttes 100 procent, opvejer fordelene dog langt ulemperne.
De forskellige implementeringer af virtualisering kan variere. I VM sidder VM-monitoren oven på hostens operativsystem og håndterer de virtuelle operativsystemer der ligger ovenpå. Microsoft Virtual Server 2005 og VMware GSX Server følger den model.
Andre produkter som Xen and VMware's ESX Server kører direkte oven på hardwaren og kaldes derfor hardware-VM. Den direkte kontakt med system hardwaren gør hardware-VM mere effektive end softwarebaserede VM.
Andre produkter, eksempelvis Solaris-containere i Suns Solaris 10 og SWsofts Virtuozzo, er også softwarebaserede VM, men de anvender virtualiserede operativsystemer eller applikationscontainere. Hver applikation tror, den har et operativsystem for sig selv, men centrale elementer som operativsystemkernen og systembiblioteker bliver delt. Det er selvfølgelig mere effektivt end at køre et fuldt operativsystem i hver VM og reducerer samtidig licensomkostningerne, fordi en licens kan anvendes af alle VM på den fysiske server. Ulempen er, at kun applikationer der kan køre på host-operativsystemet er understøttet.
