Webservices i Dogme-format

Denne artikel stammer fra det trykte Computerworlds arkiv. Artiklen blev publiceret den Computerworld d. 8. april 2005.


Webservices-stakken vokser med foruroligende hast, hvilket får nogle udviklere til at søge tilbage til den oprindelige ide: XML over HTTP.

Sidste måned besluttede Lars von Trier, Thomas Vinterberg, Søren Kragh-Jacobsen og Kristian Levring at stoppe Dogme-initiativet. De fire filminstruktører lancerede bevægelsen for ti år siden for at finde tilbage til filmens rødder. Det lykkedes dem at få filmfolk over hele verden til at gentænke filmen ud fra dens grundlæggende principper.
På samme måde er en bevægelse i it-verdenen i gang med at vende tilbage til rødderne for webservices. Tim Bray, en af skaberne af XML, betegner sig selv som værende i opposition til webservices (WS). Grunden er, at mængden af specifikationer er blevet for omfattende og uforståelig. Han skrev sidste år i sin blog:
"Jeg mener, at WS-* stakken er opsvulmet, uigennemskuelig og vanvittig kompleks. Jeg tror, at den bliver svær at forstå, svær at implementere, svær at gøre interoperabel og svær at gøre sikker."

En anden sværvægter i webservice-verdenen er Don Box, der arbejder som arkitekt på Microsofts Indigo-projekt. Don Box er tidligere COM-guru og var med til at skrive SOAP-specifikationen. Allerede i 2003 på XML Web services One-konferencen sagde han:
- En frygtelig, frygtelig ting er sket de sidste to år. Software-industrien er blevet så fokuseret på nye specifikationer, at det oprindelige mål er gledet dem af hænde: At anvende XML til at binde softwareapplikationer sammen.
Siden er der kommet yderligere specifikationer til webservice-verdenen. Senest har Suns Chief Operating Officer Jonathan Schwartz meldt sig i koret af kritikere. Han skrev i sin blog i starten af sidste måned:
"Der er risiko for, at webservices bryder sammen under deres egen vægt... Jeg mener, at alle de forskellige webservice-specifikationer og fragmenterede standardaktiviteter er ude af kontrol... der er stor risiko for, at webservice- initiativerne i dag overkomplicerer en meget simpel (virkelig simpel) løsning."
Den simple løsning er at anvende XML til at udveksle information mellem forskellige applikationer. En simpel løsning, som mange udviklere har taget til sig, er baseret på REST (Representational State Transfer). REST-baserede webservices anvender XML over HTTP; velafprøvede standarder, som udviklerne kender. De mest succesfulde webservice-projekter, hvor udviklere kan få adgang til information fra et website, bygger på REST.
Eksempelvis har Amazon, Ebay og Yahoo etableret en række webservices, som udviklere kan bruge i applikationer, der henter information fra de tre sites. Erfaringerne fra de tre kendte websites tyder på, at REST anvendes mest, mens SOAP er mindre interessant.

Stephen O'Grady fra analysefirmaet RedMonk nævner eksempelvis, at Amazons webservices er tilgængelige som både SOAP og REST. Ifølge Stephen O'Grady vælger 80 procent af udviklerne at anvende REST, mens 20 procent anvender SOAP.
Den 28. februar åbnede Yahoo adgangen til sin søgemaskine for webservices. Det betyder, at udviklere kan bygge applikationer, der udnytter Yahoos søgefaciliteter. Yahoo har valgt at tilbyde søgninger i form af et REST-interface - der er ikke noget SOAP-interface. Som Yahoo skriver i deres vejledning for udviklere:
"Vi vil måske tilbyde et
SOAP-interface i fremtiden, hvis der er tilstrækkelig efterspørgsel. Vi mener, at REST er nem at komme i gang med,
er nemmere at anvende end
SOAP og er fuldt dækkende for disse services."
Inden SOAP og WS-*-stakken smides ud med badevandet, er der grund til at lægge mærke til sidste del af Yahoos begrundelse: "... er fuldt dækkende for disse services." Eksempelvis har mange virksomhedsapplikationer behov for sikkerhed, transaktionshåndtering og asynkron kommunikation. Her kommer REST til kort. Virksomhederne må i den forbindelse hente hjælp fra en af de mange WS-*-specifikationer.
Men så længe der er tale om en simpel forespørgsel/svar- session, er REST langt mere effektiv.

En række nye innovative webtjenester er blevet udviklet ved hjælp af de simple webservices. Eksempelvis Jon Udells LibraryLookup, der kan tjekke, om det lokale bibliotek har en bog hjemme, når man er på Amazons hjemmeside. Et andet eksempel er Flickr.com - et online fotoalbum, hvor folk kan udveksle og kommentere billeder.
Det ser således ud til, at den simple webservice i form af REST kan være med til at skabe en række kreative løsninger; ganske som Dogme-konceptet forløste en filmisk kreativitet. Udviklere kan så diskutere, om systemerne er arkitektoniske mesterværker eller fremstår som en pendant til amatørinstruktørens film optaget med håndholdt kamera.

Billedtekst:
MANIFESTET Ligesom Dogme-konceptet fik filmfolk til at gentænke filmen ud fra dens grundlæggende principper, er en bevægelse i it-verdenen ved at vende tilbage til rødderne for webservices.

Boks:
representational state transfer (rest)
REST-termen blev brugt af Roy T. Fielding i hans afhandling til at beskrive internettets grundlæggende arkitektur. Roy T. Fielding har efterfølgende undsagt sammenligningerne mellem en arkitektur som REST med en implementeringsstandard som SOAP. Det afholder dog ikke udviklere verden over fra at diskutere REST kontra SOAP.
Centralt for internettet er anvendelsen af HTTP-protokollen samt URI (Uniform Resource Identifier). REST-tilhængerne mener, at
HTTP, URI og XML er nok til at bygge webservices.
simple object access protocol (soap)
SOAP-beskederne består af en header og en body. Headeren i
SOAP-beskederne benyttes af mange WS-*-specifikationer til at transportere protokolspecifikke data. Ofte sendes SOAP-beskeder over HTTP, men SOAP er ikke bundet til HTTP.




Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
Despec Denmark A/S
Distributør af forbrugsstoffer, printere, it-tilbehør, mobility-tilbehør, ergonomiske produkter, kontor-maskiner og -tilbehør.

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
Industry 4.0 – sådan udnytter du AI og digitalisering til optimering af din produktion.

På denne konference fokuserer på en digitaliseret optimering af processer i produktions- og procesorienterede virksomheder. Herved bliver du f.eks. i stand til at kombinere maskiner med sales forecasting og derved planlægge anvendelsen af produktionsapparat og medarbejderallokering effektivt – samt begrænse materialespild og nedetid ved at optimere produktionsplanlægning og omstilling af produktionsmateriel.

04. september 2024 | Læs mere


Roundtable for sikkerhedsansvarlige: Hvordan opnår man en robust sikkerhedsposition?

For mange virksomheder har Zero Trust og dets principper transformeret traditionelle tilgange til netværkssikkerhed, hvilket har gjort det muligt for organisationer at opnå hidtil usete niveauer af detaljeret kontrol over deres brugere, enheder og netværk - men hvordan implementerer man bedst Zero Trust-arkitekturer i et enterprise set up? Og hvordan muliggør Zero Trust-arkitekturen, at organisationer opnår produktivitetsfordele med AI-værktøjer samtidig med, at de forbliver sikre i lyset af fremvoksende trusler?

18. september 2024 | Læs mere


Nye forretningsmæssige gevinster med Microsoft Dynamics 365

Eksperter fra CGI stiller skarpt på hvordan, du lærer også hvorfor det er vigtigt at have fokus på både processer, teknologi og mennesker - og hvordan du kommer i gang med løbende optimering af forretningsudvikling.

25. september 2024 | Læs mere