Denne artikel stammer fra det trykte Computerworlds arkiv. Artiklen blev publiceret den IT-Branchen d. 25. februar 2005.
Hewlett-Packard (HP) sender sine første netværks-routere på markedet og udfordrer verdens største leverandør af netværksudstyr, Cisco, til direkte duel
Ciscos dage som ubestridt konge af det danske og internationale marked for netværksudstyr lakker mod enden, hvis hardware-producenten Hewlett-Packard (HP) får succes med en ny netværksoffensiv. Den indledes med lanceringen af selskabets første netværks-routere i marts. Med de nye routere på hylderne kan HP for første gang tilbyde kunderne en fuld palette af netværksprodukter til både interne LAN (Local Area Network) og eksterne WAN (Wide Area Network).
- Vi lukker et hul i netværks-sortimentet, som har forhindret vores kunder i at basere hele deres netværk på HP-produkter, siger Jonas Dalsgaard, nordisk ansvarlig for HP's netværksprodukter.
Router-lanceringen kan ses som en direkte udfordring af markedets absolut største spiller, amerikanske Cisco, som sidder tungt på markedet, da der står Cisco på op mod 95 procent af de routere, som styrer trafikken på virksomheders WAN-netværk verden over.
- Vi vil være det bedste alternativ til Cisco, men det her handler mest af alt om, at vi nu kan tilbyde kunderne alle netværksprodukter, så de slipper for at shoppe rundt mellem leverandørerne, siger Dalsgaard.
Offensiven er næret af selskabets fremgang med ProCurve-netværksprodukterne, som har vundet genklang blandt kunderne. På syv år er HP sprunget fra en 11.- til en 2.-plads på det danske LAN-marked.
- Vi går efter førstepladsen på LAN-markedet, og med de nye routere går vi også efter store markedsandele på WAN-markedet, siger Jonas Dalsgaard.
Intet nyt
Hos Cisco tager salgsdirektør Claus Holm fra selskabets danske kanalforretning den amerikanske hardware-gigants offensiv på netværksfronten med knusende ro:
- Det er ikke nyt for os, at HP er en stor konkurrent, så router-lanceringen foruroliger mig ikke. Ellers har jeg ingen kommentarer til HP's produkter.
Det bliver svært
Direktør Karsten Højer fra konsulenthuset Nworks, mener, at HP får svært ved at vippe Cisco af netværkstronen. Nworks rådgiver virksomheder om indkøb af netværksudstyr og står med et ben i begge lejre, da selskabet både er certificeret i Ciscos og HP's produkter.
- HP får det svært. Cisco har et utroligt godt navn og rygte på netværksmarkedet, hvor det har opbygget nære tillidsforhold til kunder og forhandlere gennem de seneste mange år. HP's største mulighed ligger blandt de mindre virksomheder, vurderer Karsten Højer.
Også Brian Luplau, partner i netværksfirmaet Conscia, mener, at HP får svært ved at tage store markedsandele fra Cisco.
- Nu har vi jo ikke set HP's nye routere endnu og testet dem, men umiddelbart lyder den annoncerede pris på omkring 9.000 kroner per router lavere end Ciscos listepriser, så det kan jo åbne en mulighed for HP, siger han.
Traditionel strategi
HP vil følge selskabets traditionelle partnerstrategi på netværksfronten. Routerne sendes ud til kunderne gennem distributører som Tech Data og Actebis, der sender dem videre til relativt brede forhandlere som Topnordic, Atea og Flextronics, som sælger routerne til slutkunden. Cisco sælger derimod enten selv direkte til kunden, eller gennem mere specialiserede forhandlere som NetDesign, Axcess eller HP.
Netop HP er en af Ciscos største partnere herhjemme. En stor del af Danmarks højest certificerede Cisco-folk er samlet hos den amerikanske it-gigant. HP's udfordring af Cisco får dog ingen konsekvenser for det samarbejde.
- HP er fortsat en ekstremt vigtig partner for os i Danmark og internationalt. Det ændrer deres indtog på router-markedet intet ved, forsikrer Claus Holm fra Cisco.
Billedtekst:
- Vi er ved at blive Danmarks største leverandør af lokale netværk, og nu har vi udviklet en router-serie, som skal give os en tilsvarende position på markedet for eksterne netværk, siger Jonas Dalsgaard, ansvarlig for HP's nordiske netværksforretning.