Forbrugerelektronik for 730 milliarder kroner

Denne artikel stammer fra det trykte Computerworlds arkiv. Artiklen blev publiceret den Computerworld d. 14. januar 2005.


Consumer electronics show Forbrugerelektronikmessen CES fandt sted i dagene 6.-9. januar i Las Vegas. Messen blev den hidtil største med flere end 2.500 udstillere og flere end 140.000 besøgende.

Store it-virksomheder og leverandører af forbrugerelektronik lancerede de varmeste nyheder på verdens største forbrugerelektronikmesse i Las Vegas.

Store gevinstpuljer er ikke et særsyn i spillebyen Las Vegas. Desperate gamblere flokkes om spillebordene sammen med godmodige turister, der mister deres spillemødom i syndens by, som evangeliske tv-prædikanter ynder at betegne byen.
I sidste uge var puljen dog ekstra stor. 730 milliarder kroner var på spil, da verdens største messe for forbrugerelektronik, CES, løb af stabelen.
De 730 milliarder kroner er, hvad markedet for forbrugerelektronik forventes at omsætte i 2005, ifølge arrangøren Consumer Electronics Association.
Store virksomheder som Microsoft, HP og Intel var derfor mødt op for at deltage i spillet om de mange milliarder. De havde følgeskab af producenter af forbrugerelektronik som Sony, Pioneer og Panasonic. Derudover deltog et væld af mindre virksomheder. Ifølge arrangøren så flere end 140.000 personer, hvad de 2.550 udstillere havde at byde på.

Og hvad var der så? Kæmpestore tv-skærme op til 57 tommer med knivskarp opløsning, bærbare multimedieafspillere, intelligente huse, hvor alt elektronisk kan udveksle data med hinanden via trådløse net eller via el-ledningerne, nye DVD-formater, der kæmper om at blive standarden, mobiltelefoner camoufleret som håndholdte computere (eller omvendt), digitale kameraer og videokameraer, spilkonsoller og spil.

"Pinger" fra it-branchen holdt hovedtaler om, hvordan sammensmeltningen af forskellige teknologier som eksempelvis internet og tv vil gøre vores hjem digitale og sikre en nem adgang til information og underholdning. Talerne gav dog ironisk nok et indblik i forskellen på leverandørernes visioner og den virkelighed som brugere af nye tekniske, "leading-edge-produkter" kun kender alt for godt.
Microsofts Bill Gates blev under sin hovedtale om den digitale livsstil ramt af tekniske uheld. Da han skulle demonstrere, hvor nemt det er at overføre billeder fra et digitalt kamera til en pc ved hjælp af Microsofts Media Transfer Protocol, frøs hans Windows Media Center PC fuldstændigt.
Og senere slog "Blue screen of Death" til, da spillet Forza Motor Sport skulle demonstreres.
Microsofts stifter var dog ikke den eneste, der blev ramt af problemer. Mike Ramsey, CEO fra Tivo Networks, sagde som det allerførste i sin tale:
- Computeren er gået i baglås. Er der nogen, der vil være så venlig at ordne den?
Bill Gates præsenterede ingen egentlige produktnyheder, men benyttede lejligheden til at annoncere en række samarbejdsaftaler, der skal få udbredt Microsofts software til endnu mere forbrugerelektronik.
Blandt andet annoncerede Bill Gates aftaler med tv-kanalerne MTV og Fox Sports. Microsofts aftaler med tv-kanaler, var blot et af mange tegn på, at sammensmeltningen af tv og it for alvor er igang.

HP's Carly Fiorina benyttede sin tale til at annoncere, at HP i løbet af 2005 vil frigive ikke færre end 17 forskellige produkter til tv og hjemmeunderholdning. Sammensmeltning af it og tv blev vel klarest udtrykt ved det hotte emne på messen; IP-tv.
Carly Fiorina red med på begejstringsbølgen for sammenkoblingen af Internet Protokol og tv ved at annoncere, at HP arbejder sammen med Orca Interactive på det felt. Hun gav dog ingen detaljer om samarbejdet.
For at peppe talerne op, fik Carly Fiorina selskab af No Doubt-forsangeren Gwen Stefani og Bill Gates blev interviewet af værten for det amerikanske tv-program "Late Night", Conan O'brien.

Muligheden for at optage tv på alle mulige enheder som Tivo, Windows Media Center PC og andre pc'er med software til videooptageler, skaber et nyt behov, som leverandørerne skal dække.
Det digitaliserede hjem vil nemlig, ifølge leverandørerne, have en digital underholdningshub, hvorfra underholdning i form af musik, video, spil, film, tv eller internet styres og distribueres rundt til alle de store LCD- eller plasmaskærme som hjemmet, stadig ifølge leverandørerne, vil være beriget med.
Spørgsmålet er, hvordan alle optagelserne skal fordeles rundt til skærmene.
Løsninger som trådløse netværksteknologier var stærkt repræsenteret, men også en gammel nyhed, der ikke har slået rigtigt an - brug af el-ledninger til at transmitere data - fik en messe-renæssance.
Homeplug 1.0, der har været på markedet i tre år, kommer i en ny version, kaldet Homeplug AV, der vil kunne blæse 70 til 120 megabit pr. sekund gennem el-ledningerne.
Underholdning var selvfølgelig i højsædet på en messe om forbrugerelektronik, men også produkter rettet mod mere alvorlige anvendelsesområder blev vist frem på messen. Trådløse, sensor-baserede produkter, der kan overvåge hjemmet og advare om eksempelvis vandskader, indbrudstyve og minde beboerne om vedligeholdelsesarbejde, der skal udføres, blev præsenteret af firmaer som Intel og Eaton Corp.

Billedtekst:
Bill Gates var under sin hovedtale på CES-messen i selskab med tv-værten Conan O'Brian. Her foreviget mens Gates stadig stadig syntes det var morsomt. Senere stivnede smilet, da skærmen "gik i blåt".

Billedtekst:
Danske GN Mobile præsenterede deres seneste skud på Jabra-stammen, BT 800, som er et Bluetooth-produkt, som indeholder flere af de faciliteter, man kender fra mobiltelefoner.

Billedtekst:
Samsung MP3-afspiller med størrelse og form som et gammeldags lommeur.

Boks:
Creative angriber iPod mini
MP3-krigen er startet, og det er mig der har erklæret krigen, sagde Sim Wong Ho, Creative's CEO i november sidste år. Krigserklæringen var rettet mod Apple's iPod MP3-afspiller.
Krigen blev ført videre på CES-messen. Her blev en ny flash-mediebaseret Creative Zen Micro MP3-afspiller præsenteret. For 299 dollars får man en MP3-afspiller med 1 GB. Ifølge en Creative-repræsentant skal Zen tage markedsandele fra iPod mini.

Hollywood-støtte
til DVD-format
I kampen mellem de nye DVD-formater Blu-Ray Disc og HD-DVD har en række filmstudier nu valgt side.Warner Home Video, Universal Pictures og Paramount Pictures har valgt at støtte HD-DVD formattet.

Porno vakler mellem DVD-formater
Den for forbrugerelektronik så vigtige pornoindustri ser ud til at være splittet i valget mellem Blu-Ray Disc og HD-DVD. Nogle støtter op om Blu-Ray Disc, andre har ikke valgt side endnu og endelig er der repræsentanter fra industrien, der udtryker tvivl om det nu er så vigtigt med en endnu skarpere opløsning. Den amerikanske pornoindustri producerer årligt 11.000 filmtitler.

Små MP3-afspillere
Hidtil har producenter af MP3-afspillere, konkurreret om hvilke produkter, der havde plads til flest sange. Nu tyder det på at producenterne vil konkurrere om at gøre MP3-afspillerne mindre og smartere.
Almindelige ikke-tekniske brugere har ikke behov for mere plads end 5 GB, mener marketingchef Zach Hill fra IRiver America, der introducerede den farvestrålende H10 afspiller til 280 dollars på CES-messen. Iriver America får følgeskab af Samsung og BenQ, der begge viste 5 GB afspillere på deres udstillinger. Rio undertrumfede med en 2,5 GB udgave af deres Carbon-afspiller, der normalt er på 5 GB.




Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
Jobindex Media A/S
Salg af telemarketing og research for it-branchen, it-kurser og konferencer

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
Industry 4.0 – sådan udnytter du AI og digitalisering til optimering af din produktion.

På denne konference fokuserer på en digitaliseret optimering af processer i produktions- og procesorienterede virksomheder. Herved bliver du f.eks. i stand til at kombinere maskiner med sales forecasting og derved planlægge anvendelsen af produktionsapparat og medarbejderallokering effektivt – samt begrænse materialespild og nedetid ved at optimere produktionsplanlægning og omstilling af produktionsmateriel.

04. september 2024 | Læs mere


Roundtable for sikkerhedsansvarlige: Hvordan opnår man en robust sikkerhedsposition?

For mange virksomheder har Zero Trust og dets principper transformeret traditionelle tilgange til netværkssikkerhed, hvilket har gjort det muligt for organisationer at opnå hidtil usete niveauer af detaljeret kontrol over deres brugere, enheder og netværk - men hvordan implementerer man bedst Zero Trust-arkitekturer i et enterprise set up? Og hvordan muliggør Zero Trust-arkitekturen, at organisationer opnår produktivitetsfordele med AI-værktøjer samtidig med, at de forbliver sikre i lyset af fremvoksende trusler?

18. september 2024 | Læs mere


Nye forretningsmæssige gevinster med Microsoft Dynamics 365

Eksperter fra CGI stiller skarpt på hvordan, du lærer også hvorfor det er vigtigt at have fokus på både processer, teknologi og mennesker - og hvordan du kommer i gang med løbende optimering af forretningsudvikling.

25. september 2024 | Læs mere