Denne artikel stammer fra det trykte Computerworlds arkiv. Artiklen blev publiceret den Computerworld d. 17. december 2004.
Staten tager konkurrencen op med private danske jobbørser, da den går i luften med et online-jobmarked.
Elektroniske patientjournaler (EPJ) bliver en realitet på de fleste af landets sygehuse i 2006, lover amterne. Strukturreform og en endnu ufærdig grundstruktur for EPJ giver dog rynker i panden hos Hovedstadens Sygehusfællesskab.
Danmarks Radios seere får spyware på deres pc, hvis de følger forbrugerprogrammet Kontants opfordring til at downloade anti-spyware-programmet Ad-Aware. Et forkert link på DR's hjemmeside sender seerne lige i armene på spyware-programmet Spynuker.
Microsofts Bill Gates foreslår, at spam-plagen skal bekæmpes med et specielt e-mail-frimærke. Han mener, at man skal kunne "købe" et frimærke ved for eksempel at stille sin computeres regnekraft til rådighed for forsknings-formål i 10 sekunder.
Danske virksomheder går glip af EU-milliarder, da den danske stat spytter langt flere penge i kassen til EU's forskning og udviklingsprogrammer på it- og teleområdet, end den får tilbage.
Erhvervs- og Selskabsstyrelsen mener, at IBM har brudt sine kontraktlige forpligtelser i forbindelse med erhvervsportalen Virk.dk. Sagen er taget til Kammeradvokaten, og Rambøll Informatik og KPMG er sat ind til at overvåge it-leverancer og testresultater fra IBM.
Den officielle salgsaftale for Eurotrust PKI bliver underskrevet med Verisign og sikrer Aldo Petersen-koncernen en gevinst på over 50 millioner kroner. Pengene geninvesteres i selskabets medieaktiviteter.
Et nyt it-system til 70 millioner kroner til landets statsamter er forældet, inden det er færdigleveret. Indenrigsministeriet er klar med udbud om moderniseringer af systemet.
Et stort flertal i EU-Parlamentet vedtager et direktiv, som giver mulighed for at straffe folk, som overtræder andres patent- eller ophavsrettigheder.
Stifterne af søgetjenesten Google, Sergey Brin (tv.) og Larry Page (th.), kommer for første gang ind på Forbes liste over verdens rigeste. De to herrer har hver over en milliard dollars i personlig formue og deler nu 552-pladsen på listen, som Microsofts Bill Gates topper for tiende år i træk.
EU udskriver en bøde på næsten fire milliarder kroner til Microsoft for at have overtrådt EU's konkurrencelovgivning.
Den ellers superprofitable, fynske mobildistributør Tel-Ka er på fallittens rand, efter at engelske myndigheder har indledt en kampagne mod momssvindlere. Halvdelen af medarbejderne er fyret, og egenkapitalen er næsten væk.
I samarbejde med antipirater i Tyskland, Canada og Italien indleder Antipiratgruppen en jagt på fildelere. 100 danske brugere af tjenesten Direct Connect modtager erstatningskrav på i gennemsnit 80.000 kroner. Senere følger krav mod yderligere 350 danskere.
IT-Brancheforeningens administrerende direktør, Jakob Lyngsø (billedet) modtager årets IT-pris. Prisen er indstiftet af mediekoncernen IDG, der blandt andet udgiver Computerworld, men skal fremover uddeles af IT-Brancheforeningen.
180 millioner kroner fra EU og et tilsvarende beløb fra industrien selv skal sætte skub i et europæisk forskningsprojekt i nanoteknologi, der skal føre til udviklingen af mindre chips, som er billigere og bruger mindre strøm.
Microsoft opretter et samarbejde med 32 internetudbydere over hele verden, som tilsammen råder over mere end 150 millioner internetbrugere. TDC er med i samarbejdet.
Den nordjyske teleudvikler RTX Telecom etablerer et datterselskab i hjertet af Silicon Valley. Filialen i it-industriens største knudepunkt skal sætte skub i salget på det amerikanske marked.
Færre og færre af de mandlige medlemmer af it-fagforeningen Prosa tager mere end to ugers barselsorlov. Økonomien spiller en stor rolle, mener fagforeningen, som derfor bakker op om en central barselsfond.
Der bor op til 400 gange så mange bakterier på et tastatur til en pc end på et almindeligt toiletsæde. Kontormiljøer er rene rugemaskiner for mikroorganismer, fordi mennesker nyser, hoster og trækker vejret, lyder konklusionen på en amerikansk undersøgelse.
Bluecom, Ingram Micro, Dansk Computer Center og Merlin bliver alle franarret hardware for millioner af en svindler, der bliver varetægtsfængslet. I alt forsvinder varer for 8,3 millioner kroner.
Mobilproducenten Motorola flytter chip-design fra Hongkong, Singapore og Taiwan til Kina og Indien for at spare penge. En fabriksarbejder i Singapore skal have 44 kroner i timen, mens en kineser kan nøjes med 3,25 kroner i timen.
Den nordjyske teleudvikler RTX Telecom går luften med en trådløs telefon, der både kan ringe over internettet og det almindelige telefonnet. Nordjyderne arbejder sammen med den gratis internettelefon-tjeneste Skype.
It-milliardæren Erik Damgaard følger efter sin bror, Preben Damgaard, og stopper i Microsoft. Dermed har tre af de fem grundlæggere af Navision-koncernen forladt Microsoft, mindre end to år efter at de solgte deres livsværk til verdens største softwareselskab.
Kommunekæmpen KMD overtager CSC Consultning Groups afdeling for software til elselskaber, CSC Energi, i en handel til et tocifret millionbeløb. Med i handlen følger 18 medarbejdere og it-systemet Panda.
Den danske afdeling af det nordiske it-konsulenthus Dimension går konkurs. 23 mister jobbet på selskabets to kontorer i Hørsholm og Skanderborg.
Svenske Urkund er på vej ind på det danske marked med et it-system, som sætter en stopper for de studerendes omfattende plagiering af opgaver, som de blandt andet finder på internettet. Aalborg Universitet overvejer at købe systemet.
Flere danske eksperter mener, at strålingsfaren fra 3G-mobilantenner er minimal. De advarer i stedet imod stråling fra selve mobiltelefonen, som nogle forskere frygter, kan resultere i celleforandringer. Forskerne venter dog først, at der ligger facts på bordet om tre år.
Dotcom-nedturen har kostet hvert femte job i et af amterne omkring San Francisco, og samtidig mindskes områdets mulighed for at komme med på en eventuel ny økonomisk bølge. Tyskland har mistet cirka 70.000 teknologijob, fortrinsvis til outsourcing i billigere lande.
Den øverste chef for det franske mobilselskab Orange, Solomon Trujillo, siger sit job op og flytter hjem til USA efter blot 13 måneder i chefstolen.
Venturekapitalen fravælger it-investeringer i Danmark til fordel for biotek. Det hævner sig nu, at der gennem mange år er uddannet alt for få it-folk med spidskompetencer, lyder en forklaring.
Teknologisk Institut overtager CSC's interne kursusafdeling med 15 medarbejdere og skal afholde kurser for et tocifret millionbeløb. Dermed udvider Teknologisk Institut igen med henblik på at udnytte det opsving, som kursusvirksomheden mener, venter lige om hjørnet.
Antallet af danske virksomheder, der vælger at overdrage driften af it-systemer til andre, stiger i 2004. I 2003 steg markedet for outsourcing med 20 procent, og 2004 forventer analysevirksomheden IDC, at markedet stiger med yderligere 28 procent.
Computerspillene Counter-Strike og The Sims bruges til at lære børn i specialklasser at læse og skrive, og den pædagogiske bagmand håber at brede konceptet ud til flere folkeskoler.
Det danske selskab bag spilsuccessen Hitman, IO Interactive, bliver solgt til den britiske spilgigant Eidos for 256 millioner kroner.
De danske teleselskaber skal som led i terrorbekæmpelsen registrere og lagre data om forbrugsmønstre og teletrafik, lyder det i regeringens nye bekendtgørelse om terrorbekæmpelse.
Mobilselskabet 3 satser på en af telebranchens veteraner, Jesper Weng (billedet) fra Colt Telecom, som afløser for den afgående direktør Christian Jørgensen.
Århusianske Cryptomathics nordiske forretning går så skidt, at den danske direktør bliver fyret og det københavnske kontor drosles ned.
Nedbruddet i Danske Banks it-systemer i 2003 fører til, at Danmarks største bank etablerer endnu et set-up, der skal sørge for at holde vitale systemer i live, selv hvis begge bankens edb-centre rammes af fejl.
En strid om pensioner kan koste IBM op mod halvanden milliard kroner, hvis selskabet taber en sag i Østre Landsret. IBM vinder første omgang i byretten, men advokaten for 600 af de berørte ansatte vurderer, at de har en god sag.
It-distributøren Scribona taber 48 millioner kroner i Danmark og skærer 25 stillinger i to divisioner væk for at tilpasse den danske forretning. I alt har 40 procent af de ansatte forladt den danske virksomhed på 18 måneder.
Nokia opbygger en ny salgsorganisation i Europa til selskabets multimedie-division, der blandt andet står for 3G-produkterne. Den danske Nokia-veteran, Mads Winblad (billedet), står i spidsen for divisionen.